Frede er udviklingshæmmet og har fødselsdag: Familien må han se langt efter

Selvom botilbuddene var en del af genåbningsplanen for flere uger siden, er de endnu ikke åbnet for besøg.

Kirsten Theilmann forsøger at fejre sin brors fødselsdag på lang afstand.

- Tillykke med fødselsdagen Frede!

- Hvad siger du?

Fra en parkeringsplads ved bostedet Vestereng i Skårup på Sydfyn må Kirsten Theilmann råbe lykønskninger op mod sin bror Frede Theilmann.

Flere 100 meter væk står han ved sin bolig og bliver på den måde fejret på sin 65-årsfødselsdag.

Han har Downs syndrom og lider af

demens
, og som landets andre borgere på botilbud, kan han endnu ikke få besøg på grund af coronavirusset.

I to måneder har der været fuldstændig lukket ned for alle besøg. Både inde og ude. Kun i meget få, alvorlige tilfælde kan der gøres en undtagelse.

Frede har siden nedlukningen været meget ked af det og frustreret, fortæller søsteren.

- Undskyld udtrykket, men de har faktisk været i fængsel. Alle har været udelukket fra kontakt. For hans vedkommende har det været en totalisolering på bostedet, fortæller Kirsten Theilmann.

Frede Theilmann havde inviteret gæster, men måtte aflyse, fordi myndighederne ikke har sendt retningslinjer for besøg ud endnu. (Foto: Charlotte Flyvbjerg - DR Fyn)

I denne uge gør det ekstra ondt. For Frede Theilmann havde håbet, han kunne holde en rigtig fødselsdag. Men retningslinjerne, for hvordan besøgene skal foregå, lader vente på sig.

- Han er en fest-nørd og elsker at blive fejret. Han havde inviteret gæster til i lørdags, fortæller søsteren.

Det betyder også, at gaverne, som familien har med, bliver afleveret til en ansat på bostedet, som derefter går hen til ham med tingene.

Fra glæde til utålmodighed

Det skabte stor glæde hos handicaporganisationerne, da et samlet Folketing for nogle uger siden afsatte 215 millioner kroner til de mest sårbare - og at botilbuddene i samme runde blev en del af den gradvise genåbning.

Men her knap tre uger senere er botilbuddene stadig ikke åbne for besøg. For de mangler det endelige grønne lys fra

myndighederne
.

- Alt for mange er stadig omfattet af de her meget indgribende besøgsrestriktioner, siger Thomas Gruber, politisk konsulent hos Landsforeningen LEV.

Social- og Indenrigsministeriet bekræfter, at der stadigvæk ikke er

retningslinjer
for besøg hos borgere på botilbuddene. Ministeriet oplyser, at de 'arbejder på højtryk for at finde en løsning.'

Thomas Gruber fortæller, at mange udviklingshæmmede har det meget svært efter to måneder uden besøg. Og at tålmodigheden er ved at slippe op.

- Vi får mange

henvendelser
fra
pårørende
, som fortæller, at deres voksne barn på botilbud er dybt ulykkelig og ikke kan forstå, at hverdagen er vendt på hovedet.

Hvis Frede boede på et plejehjem - så fik han besøg

I Svendborg Kommunes valgte politikerne at åbne op for udendørs besøg på plejehjemmene 1. maj - mens botilbud stadig er lukket land. Kommunen kan ikke åbne op her, før

myndighederne
kommer med
retningslinjer
for besøg på botilbud.

- Vi er lige så utålmodige som

pårørende
og beboere. Vi vil gerne have åbnet op, siger Hanne Klit (S), som er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Svendborg Kommune.

Frede Theilmanns søster og grandkusine står med blomster, gave og flag i anledning af Fredes halvrunde fødselsdag. (Foto: Charlotte Flyvbjerg - DR Fyn)

Frede Theilmanns søster forstår ikke, at der er forskel på beboere på plejehjem og beboere på botilbud. Men hun forstår godt, hvad restriktionerne er sat i verden for.

- Selvfølgelig er det godt, at der bliver passet på dem. Men man skal også passe på, at den måde, man passer på dem, ikke bliver et fængsel, siger Kirsten Theilmann.

Social- og Indenrigsministeriet kalder det 'en kompleks opgave,' fordi beboerne er i risikogruppen af forskellige årsager. Ministeriet vil senere på ugen melde ud, hvornår og hvordan botilbuddene kan åbne mere.

Stil dit corona-spørgsmål til partilederne

Torsdag klokken 19.30 mødes alle partilederne til debat om coronakrisen på DR1 og dr.dk. Du kan være med til at bestemme, hvad de diskuterer. Optag dit spørgsmål i en video og send det til os her:

Facebook
Twitter