Højtlæsning, hyggesnak eller frisk vand i vasen.

Det er nogle af de ting, som frivillige kan bidrage med på landets sygehuse. På den måde kan de fungere som en ekstra pårørende for indlagte patienter.

Spørger man Kirsten Holm, der er 84 år og indlagt på Svendborg Sygehus' geriatriske afdeling, så er de frivillige en stor hjælp.

- Nu er jeg ældre, og når man kommer på et sygehus, hvor man ikke har været før, så føler man sig alene og ensom. Men straks så står der en venlig dame med smil og godt humør, der smitter én, forklarer hun.

Den venlige dame, som Kirsten Holm fortæller om, er Karin Meiniche. Hun er frivilligkoordinator hos Røde Kors og har selv frivilligvagter på sygehuset. Ifølge hende er de frivillige med til at skabe tryghed og adspredelse i dagligdagen.

- Man bryder med den der trivialitet, der er ved at være indlagt dag efter dag. Der er det et frisk pust, at vi kommer og får en lille snak. Det er meget givende, siger hun.

Må ikke blive en erstatning

Alene på Odense Universitetshospital og deres afdeling på Svendborg Sygehus er der omkring 150 frivillige. Det tal vækker bekymring hos John Christiansen, der er kredsformand for Dansk Sygeplejeråd i Syddanmark.

- Dilemmaet er, om de frivillige er med til at aflaste, eller er de med til at erstatte. Det bliver nogle steder en hårfin balance, forklarer han.

Han fornemmer, at grænsen hele tiden rykker sig for, hvor afhængig kvaliteten i sundhedsvæsenet er af de frivilliges arbejdskraft. Derfor frygter han, at de frivillige kan blive sat til at varetage nogle af de opgaver, der i dag skal udføres af uddannet personale.

- Det skærer det professionelle job endnu mere ind til benet. Det store spørgsmål er, om det hele bryder sammen, hvis de frivillige ikke kommer en dag, fordi de løser ting, der skal løses. Er det også en politisk strategi for at få vores velfærdssamfund til at række længere på literen? Spørger John Christiansen og understreger samtidig, at han på ingen måde klandrer de frivillige.

En ekstra pårørende

Som det er nu, er der dog ingen grund til bekymring. Det forsikrer Yvonne Roholdt, der er leder af Patient,- og Pårørendeservice.

- Det skal ses som en ekstra pårørende. Altså et supplement af praktisk og medmenneskelig karakter. Det skal gerne gå hånd i hånd med fagpersonalet, forklarer hun.

Ifølge hende sker der i samfundet et paradigmeskift, hvor man inddrager frivillige i stedet for at ansvaret kun ligger hos det offentlige.

Og så længe man kun holder sig til det menneskelige, er de frivillige glade for at hjælpe.

- Vores kompetencer ligger inden for det, de pårørende må her på afdelingen. Det er skrevet fuldstændig klart op, i de regler vi kører efter, siger Karin Meiniche.