Frivillige tilbyder undervisning til udviste børn

Lærere åbner nødskole for somalisk familie, der har mistet opholdstilladelsen.

Abdullahi, Riyan og Raida Hussein på 6, 12 og 15 år har ikke været i skole, siden de og resten af deres familie i november mistede opholdstilladelsen. (Foto: Henrik Mikaelsen)

På mandag slutter en ufrivilligt lang juleferie for tre somaliske børn, som ikke har været i skole siden slutningen af november.

Børnene må ikke længere gå i dansk skole, fordi familien har fået inddraget deres midlertidige opholdstilladelse. Men i stedet vil frivillige i Nyborg, hvor børnene bor med deres familie, nu sørge for, at de tre børn får et undervisningstilbud.

En gruppe på 10-15 lærere vil undervise børnene på frivillig basis og byens gymnasium, hvor to af børnenes ældre søskende er elever, har sagt ja til at lægge lokaler til.

Lærer: Det er humanitært arbejde

En af de frivillige er 64-årige Mariann Brandt, som er pensioneret lærer fra Nyborg Gymnasium.

- Jeg forestiller mig, at det i første omgang giver dem lidt tryghed, så de ikke sidder i et tomrum, hvor de ikke kan eller må noget. Jeg håber, at vi kan klæde dem lidt på, selvom de er i et limbo, hvor ingen ved, hvor de havner, siger hun og fortsætter:

- Selvom det lige er på kanten til civil ulydighed, så synes jeg, det er uskyldigt. Det er almindeligt humanitært arbejde.

Skal flytte til asylcenter for at få hjælp

Abdullahi, Riyan og Raida Hussein på 6, 12 og 15 år blev tvangsudmeldt af deres folkeskole, Birkhovedskolen i Nyborg, fordi de har fået inddraget deres opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen.

Vurderingen er, at det er sikkert for familien at vende tilbage til Somalia, og derfor er opholdstilladelsen inddraget. En melding, som stribevis af somaliske familier i Danmark har fået de seneste måneder.

Børnene søgte i stedet asyl, og mens deres ansøgninger behandles, må de gerne være i Danmark. Men de må ikke få hjælp fra det offentlige. Og dermed heller ikke skolegang. Kun hvis de tager ophold i Sandholmlejren i Nordsjælland, kan familien få hjælp, har Udlændingestyrelsen meddelt.

Men familien er glade for Nyborg, og vil gerne blive, så derfor har Abuulahi, Rian og Raida ikke været i skole siden slutningen af november.

Pensioneret lærer Mariann Brandt mener, at det er humanitært arbejde at undervise de somaliske børn. (Foto: Henrik Mikaelsen)

"Et siciliansk tilbud"

- Det har været virkelig hårdt for mig ikke at gå i skole. Jeg går i 8. klasse, og de to sidste år er vigtige frem mod eksamen, siger Reda på 15 år og fortsætter:

- Som en teenager, der kom til Danmark for tre år siden, og lige har lært dansk, er det svært bare at skulle sidde derhjemme. Jeg vil virkelig gerne lære noget og klar til at bidrage til undervisningen. Så jeg vil bare sige tusinde tak til dem, der gerne vil hjælpe.

Rektor på Nyborg Gymnasium, Henrik Stokholm mener, at familien er blevet sat i en urimelig position.

- Familien har fået et siciliansk tilbud fra Udlændingestyrelsen: Enten kommer I til Sandholmlejren, ellers kan vi ikke hjælpe jer. Derfor prøver vi at hugge den gordiske knude over og tilbyde dem at komme op til os, så de ikke mister for meget, siger han.

Far: Vigtigt børnene kommer i skole

Gymnasiet har i forvejen besluttet, at betale for de to ældste søskende, der går i 10. klasse, så de kan færddiggøre skoleåret.

Rektor Henrik Stokholm, mener, at det er helt naturligt at træde til med hjælp.

- Vi kommer til at stykke et skema sammen, og vi kommer til at samlæse de tre børn indtil videre. Det gør man også i nogle grundskoler. Det bliver i et klasselokale eller et mødelokale, der alligevel står tomt, og så vil der på skift komme lærere ind, som skal undervise dem i basale ting i dansk, engelsk og matematik, så vi får opretholdt den udvikling, de var i gang med. Både fagligt og personligt, forklarer han.

Faren til pigerne, Abdisalan Hussein, er glad over den mulighed, som de frivillige har givet hans døtre.

- Det har virkelig været en hård tid for børnene, som har haft svært ved at få tiden til at gå. De har været stressede over ikke at have noget at stå op til. Så vi er meget taknemmelige over den hjælp, børnene får nu. Det er virkelig vigtigt, at de fortsætter med at lære, siger han.

Klassekammerater til de ældste piger på Nyborg Gymnasium har startet en indsamling til familien, da de heller ikke længere kan få økonomisk hjælp, medmindre de flytter til Sandholmlejren.

Facebook
Twitter