Frygtede spøgelsesby efter værftslukning: Ti år senere inspirerer dansk havn udlandet med grøn succes

Lindøværftet lukkede for ti år siden, og mange frygtede en katastrofe. Nu er 3.000 beskæftiget i nyt vindeventyr.

57-årige Søren Ekbøl arbejdede i 27 år som skibsbygger på Lindøværftet. Nu kører han truck for Vestas i de samme haller. (Foto: Anders C. Østerby)

- Vi var frustrerede alle sammen, da vi fik det at vide. Vi var kede af det, for det var en hammergod arbejdsplads at være på.

57-årige Søren Ekbøl arbejdede i 27 år som skibsbygger på Lindøværftet nordøst for Odense. Han var med til den bitre ende, da et af landets største skibsværfter lukkede for ti år siden.

Det blev set som noget nær en katastrofe for værftsbyen Munkebo, at værftet skulle lukke. Det fortæller historiker Jens Toftgaard, som har skrevet en bog om værftets historie.

- Man frygtede, det ville ende som et forblæst, forladt sted, hvor vindheksene trillede, og man bare kunne se tilbage med nostalgi på dengang, der var en stor og vigtig arbejdsplads, men at alt andet ville være kastet ud i krise.

Sådan er det ikke gået, tværtimod. Ret hurtigt etablerede man en industripark, som i dag hedder Odense Havn og huser omkring 100 arbejdspladser, og hvor knap 3.000 arbejder i dag.

Søren Ekbøl arbejder i dag på lageret hos Vestas - i de samme haller, hvor han tidligere arbejdede som skibsbygger på Lindøværftet. (Foto: Anders C. Østerby)

En af dem er Søren Ekbøl, som vendte tilbage til værftsområdet efter fire år i Norge. Nu var arbejdsgiveren vindmølleproducenten Vestas, som var en af de virksomheder, der ret hurtigt lejede sig ind i de gamle værftshaller.

Fabrikschef Michael Rye Kristensen forklarer, hvorfor Odense Havn er et oplagt sted at bygge de såkaldte naceller, teknikhuse til vindmøller.

- Størrelsen gør, at de kan ikke køres på de danske veje, så der er kun én mulighed, og det er at sejle dem til deres destination. Derfor vælger man produktionssites, som ligger i havneområder. Så derfor faldt valget på Lindø, som også har nogle bygninger, som har en størrelse, der gør, at man kan samle nogle virkelig store ting herinde.

Overraskende succes

Succesen er overraskende, hvis man spørger historiker Jens Toftgaard. For forventningen var dengang, at tung industri og alt, der gav olie på fingrene, ville rykke til lavtlønslande som Kina.

- Der var nogle fremsynede mennesker, der kunne se nogle andre muligheder ved at lave en industripark, hvor man udnytter, at man rent faktisk kan håndtere nogle utrolig tunge og store ting, siger han.

I stedet for skibe blev der satset på vindmøller fra starten, fortæller historikeren.

- Det er jo mange af de samme materialer, det er ståltårne, som bliver bygget nu, enormt tunge nacellehuse. Så man har set en udvikling på et tidligt tidspunkt, og det er det, vi ser frugten af i dag, siger Jens Toftgaard.

Carsten Aa, adm. direktør for Odense Havn, er overrasket over, hvor hurtigt, det er lykkedes at skabe en lukrativ forretning. (Foto: Anders C. Østerby)

Carsten Aa er administrerende direktør for Odense Havn og var også direktør, da havnen købte Lindøværftet. Han forklarer, at man dengang så nogle muligheder i at ”skabe en ny moderne havn, som ikke har sit lige nogen andre steder i Danmark".

- Der var et potentiale i at tiltrække den industri, som har behov for at producere store emner, og at de kan flyttes på området, og ikke mindst at de kan afskibes, altså sendes derhen, hvor de kan opstilles. Det findes simpelthen ikke andre steder, siger han.

Forventer at medvinden fortsætter

Carsten Aa havde en forhåbning om, at Odense Havn kunne skabe en lukrativ forretning på det tidligere værftsområde. I dag er Odense Havn Danmarks største havn målt på areal, og de omsatte i 2020 for 165 millioner kroner.

- Hastigheden har nok overrasket mig, specielt inden for de sidste tre-fire år er det gået stærkt, siger han.

For nylig har Vestas eksempelvis meddelt, at fabrikken i de tidligere værftshaller skal bygge nacellen til verdens største vindmølle. Den nye mølle kommer til at producere nok strøm til 20.000 husstande og skal serieproduceres fra 2024.

Fabrikschef Michael Rye Kristensen fotograferet i en af de naceller, teknikhuse til vindmøller, som Vestas producerer i de gamle værftshaller på Odense Havn. (Foto: Anders C. Østerby)

Fabrikschef Michael Rye Kristensen forventer, at vindeventyret – især til havs – kommer til at fortsætte.

- Jeg er overbevist om, at det bliver et kæmpe marked. Landmøller har vi mange af i forvejen, så nu vil vi gerne have dem ud og stå på vandet, så de ikke generer så mange mennesker. Så der vil blive sat frygtelig mange møller op, når vi når frem til 2025 og 2030.

'Uendelige perspektiver'

Ifølge historiker Jens Toftgaard er der sket en omstilling af vindmølleindustrien, og der står Odense Havn godt i konkurrencen.

- Vinger og naceller er blevet for store til, at de kan laves på en fabrik på land og så køres ad motorvejen ud til en havn. Så det skal laves på en havn. Og der er nogle få havne i Danmark og hele Nordeuropa, der byder sig til i den konkurrence, og der er Lindø bare en af de vigtigste, siger han.

Blandt andet vægmaleriet på muren til højre fortæller, at hallen her tidligere husede et skibsværft. Stedet "emmer af historie", siger fabrikschef for Vestas Mikael Rye Kristensen. (Foto: Anders C. Østerby)

Ifølge Carsten Aa er perspektiverne uendelige.

- Der skyller simpelthen en bølge ind over Europa og hele verden, fordi vi skal transformere os fra fossile brændstoffer til grøn energi. Der skal stilles havvindmøller op i Europa for mere end 6.000 milliarder. Og så kan vi begynde at gange op, hvad det er på verdensplan. Så jeg ser et potentiale, det er svært at se horisonten på, siger han.

Arbejde efter fem års arbejdsløshed

Omdannelsen fra skibsværft til industripark med forskellige virksomheder er så stor en succes, at der er folk fra så forskellige steder som Sydkorea og Nordtyskland, der kigger til Odense Havn for at få inspiration, når værfterne kommer i krise, fortæller Jens Toftgaard.

Hans budskab er, at man bør se efter andre muligheder i stedet for at poste statsstøtte i at opretholde en skibsproduktion, der er tabsgivende. Det er netop det, man har gjort på Odense Havn, pointerer han.

En vindmøllenacelle er netop kørt ud af fabrikshallen og er på vej til opmagasinering, inden den skal afskibes. Om et par år bliver nacellerne endnu større, når produktionen af verdens største møller går i gang. (Foto: Anders C. Østerby)

- Og det har ført til den flotte situation, at det værft, der blev bygget til at sejle masser af olie fra Mellemøsten til Europa, er blevet et førende sted for, at vi kan få vindmøllerne til at snurre i stedet for olien til at brænde.

Tidligere byggede Søren Ekbøl og hans kolleger verdens største containerskib, og nu er han som truckfører med til at bygge verdens største vindmølle. Men det vigtigste for ham er, at der nu igen er arbejde til ham og hans gamle kolleger fra værftstiden.

- Da værftet lukkede, var der mange, der skulle ud og finde nyt arbejde, og der var ikke rigtig noget arbejde at få dengang. Man skulle til Norge for at finde arbejde, og nogle gik hjemme i fem år, og nu er de så kommet herud. Det er jo fantastisk.