"Fynbobanden eksisterer kun i medierne"

Mens det nye folketing gør status over sine første 100 dage, lyder der kritik af samarbejdet mellem de fynske folketingsmedlemmer.

Der er stor mediebevågenhed på samarbejdet mellem fynske politikere. Men kan det reelt bruges til noget?Her er det Trine Bramsen fra S og Pernille skipper fra Ø. (Foto: Birgit Bendtsen © DR Fyn)

Mens det nye folketing gør status over sine første 100 dage, lyder der kritik af samarbejdet mellem de fynske folketingsmedlemmer.

- Fynbobanden eksisterer kun i medierne. Vi er bundet af vore partier, siger blandt andre Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti.

Men også Merete Riisager fra Liberal Alliance er kritisk.

- Vi vil noget helt forskelligt politisk. Det er naivt at tro at 17 forskellige folketingsmedlemmer kan blive enige om, hvad der er godt for Fyn, siger hun.

Forskellige interesser

Merete Riisager nævner balladen om NOx-afgiften, der blandt andet rammer de fynske gartnerier hårdt, som et eksempel på at de to blokke i folketinget har forskellige interesser.

Hendes kollega i oppositionen Jakob Ellemann-Jensen er enig. Han vil dog ikke afskrive det fynske samarbejde.

- Mange gange er forskellene mellem os større end lighederne. Det er dog et vigtigt bagland at tage fat i, når der er fynske sager, vi skal rejse, siger han.

Trine Bramsen fra socialdemokraterne synes også godt, det fynske samarbejde kunne fylde mere.

Fynske dagsordner

- Jeg kunne godt tænke mig at vi var endnu bedre til at samarbejde og sætte fynske dagsordener. Når det er sagt, synes jeg dog også, der er nogle, der er bedre til at samarbejde end andre.   Trine Bramsen nævner planerne for bedre bredbåndsdækning på Ærø og Langeland, og flere uddannelsespladser på Simac i Svendborg som resultater af fynsk pres.

Facebook
Twitter