Fynske Jørgen kører rundt i Bond-bil: 'Den har en pragtfuld lyd'

En Aston Martin DB5 er netop blevet solgt som verdens dyreste Bond-bil. Men faktisk kan man finde en lignende på Vestfyn.

Den sølvgrå Aston Martin DB5 brummer sin vej over en bakketop. På hver side af vejen blafrer det grønne græs, når bilen kører forbi.

Det er som taget ud af en scene fra James Bond-filmen Goldfinger.

Men selvom det ligner det, er asfalten ikke lagt i England. Bilen kører i stedet rundt på Fyn.

Bag rattet kunne det have været Sean Connery. Men i dette tilfælde er det fynske Jørgen Strøjer.

Han ejer nemlig en af meget få eksemplarer af det, der bliver kaldt en af de mest ikoniske biler i verden.

- Jeg købte den rigtig billigt af en mand i Australien, der var tvunget til at sælge den, fortæller han.

Dyreste Bond-bil

For 15 år siden, da Jørgen Strøjer købte sit eksemplar, var prisen omkring 800.000 kroner.

I nat var prisen dog lidt en anden, da et ægte eksemplar af en Bond-bil blev solgt for 43 millioner kroner på en auktion for klassiske biler i Monterrey, Californien.

Det lyder måske af meget. Men for den pris får køberen til gengæld også maskinpistoler ved forlygterne, en sømkaster, oliespreder, roterende nummerplader og ni andre special effects.

Det skriver CNN.

Bilen blev lavet for at promovere Bond-filmen 'Thunderball' fra 1965, men den blev aldrig en del af selve filmen.

Salgsprisen i nattens auktion gør bilen til den dyreste Bond-bil nogensinde.

Sådan ser den roterende nummerplade ud på Jørgen Strøjers Aston Martin DB5.

Spækket med gadgets

Det kan godt være, at Jørgen Strøjers Aston Martin DB5 ikke har været på rollelisten i en af klassikerne om agent 007.

Det har dog ikke afholdt ham i at prøve at gøre bilen så Bond-agtig som overhovedet muligt.

Derfor har Jørgen Strøjer, der ejer firmaet Strøjer Tegl, selv installeret en række gadgets.

Den har blandt andet fået installeret maskinpistoler ved forlygterne og roterende nummerplader, som den ægte Bond-bil.

- Det eneste jeg mangler er katapultsædet. Men som jeg plejer at sige, så har jeg ikke mødt nogen, jeg tænker skulle den vej ud af bilen, fortæller han.

Selvom han vurderer, at salgsprisen på den ægte vare, måske har tredoblet værdien af den fynske Bond-bil, er det ikke noget, han satser på at drage nytte af.

- Den er ikke til salg, slår han fast han.