Fynske småøer er for dyre i drift

Flere forskere siger, at småøerne skal lukkes, da en opgørelse viser, at de små øer er for dyre i drift.

Luk småøerne.

Sådan siger flere forskere på baggrund af en opgørelse, som viser, hvad de små øer koster kommunerne.

En opgørelse viser, at de 11 beboere på øen Birkholm, som er under Ærø kommune, koster kommunen og staten 82.523 kroner ekstra om året.

Men den pris betaler vi gerne, siger borgmesterkandidat på Ærø for socialdemokratiet, Jørgen Otto Jørgensen.

- Hvis man skal pege områder ud i en kommune, hvor borgere koster flere penge end i andre områder, er det uhyggeligt. De er en integreret del af kommunen, og ansvaret for at drive denne del af kommunen, er lige så vigtig som resten af kommunen, siger Jørgen Otto Jørgensen. 

Borgmesterkandidat vil bevare de små øer

Også borgmesterkandidat for listen Ærøs Fremtid, Bent Juul Sørensen, er klar til at bevare de små øer. Han mener, at vi bør kigge lidt længere ud i fremtiden.

- Hvis vi behandler de små øer dårligt, så er det Ærø, der bliver behandlet dårligt næste gang. Og tredje gang er det Fyn. I den fynske verden glemmer man, at Fyn også er en ø. Behandler vi en ø dårligt, så smitter det på alle de andre, fortæller Bent Juul Sørensen.

Ud af de ti mindst befolkede øer ligger de seks af dem i fynske kommuner.

Facebook
Twitter