Fyret efter en uge: Region dropper samarbejde med Tolke Danmark

Tolke Danmark var billigst, men måske for billig. Efter kun en uge dropper Region Syddanmark samarbejdet med det omstridte tolkebureau.

Tolke Danmark fik opgaven, fordi selskabets tilbud indeholdt det bedste forhold mellem pris og kvalitet, mener regionen, som nu afbryder samarbejdet. (Foto: Sine Skott - DR Fyn)

Region Syddanmark og Tolke Danmark indgik i går aftes en aftale om at afbryde samarbejdet om fremmedsprogstolkning i regionen.

Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

Allerede i indkøringsperiode oplevede flere sygehuse og praktiserende læger store problemer med at få tolkeaftaler på plads, og i flere tilfælde er tolke ikke dukket op på aftalt tid og sted.

Derfor advarede regionen den 2. februar Tolke Danmark om, at de potentielt ville opsige aftalen, fordi der ikke blev leveret de lovede tolke.

Onsdag aften indgik Region Syddanmark og Tolke Danmark så en aftale om at afbryde samarbejdet med øjeblikkelig virkning.

Tidligere på dagen fortalte regionsrådsformand Stephanie Lose, at hun mener, at regionen har gjort sit forarbejde ordentligt - blandt andet ved på forhånd at kontrollere det vindende firmas faciliteter og computersytemer.

- På den måde har vi gjort rigtigt meget, men vi kan selvfølgelig ikke på forhånd kontrollere, om der så også møder tolke op til de aftalte tider, når kontrakten træder i kraft, forklarede hun.

Ikke første gang

Sagen kommer efter, at Region Syddanmark har haft kaotiske forløb om udbud med både Bios og kørsel til vagtlæge, men ifølge Stephanie Lose er der ikke et generelt problem med regionens udbudspolitik:

- I Region Syddanmark forvalter vi mere end 500 aftaler, samarbejder med cirka 7000 leverandører og gennemfører en række udbud. Det er klart, at alle de gange, hvor det går godt, der er det ikke noget, som der er opmærksomhed om, fortæller hun.

Tilbage i 2010 valgte samme region at melde Tolke Danmark til politiet på grund af mistanke om, at bureauet sendte regninger for tolkninger, som ikke havde fundet sted. Dengang endte sagen i et forlig.

Facebook
Twitter