Fyret fleksjobber: Arbejdet betød alt

16 fleksjobbere blev i dag fyret fra Superwerk i Odense. Den social-økonomiske virksomhed kan ikke betale løn.

Birgitte Larsen og 15 andre fleksjobbere mødte op til en fyreseddel på Superwerk i morges. I alt 160 ansatte er berørt af den socio-økonomiske virksomheds betalingsstandsning.

Sammen med 15 af sine fleksjobkollegaer hos Superwerk fik den 53-årige heroinmisbruger Birgitte Larsen i dag en fyreseddel.

Superwerk er en af Danmarks største social-økonomiske virksomhed, men måtte i dag gå i betalingsstandsning.

- Jeg blev ked af det. Jeg vidste ikke, der var fyringer i luften. Jeg har skrevet en ny ansøgning og håber at blive ansat igen, hvis Superwerk bliver reddet, siger Birgitte Larsen.

Hun beskriver sig selv som Superwerks allround-lady. Siden 1. september har hun syet prinsessekjoler, gjort rent og lavet kaffe. Superwerk betaler hende for to timers arbejde om ugen. Odense Kommune finansierer resten.

- Jobbet betyder alt. Sammen med min heroinbehandling. Jeg har fået en god tilværelse op at stå og har fået et netværk, jeg kan hygge mig med, siger hun.

Superwerk er tilknyttet KFUM´s sociale arbejde og sælger, restaurerer og re-designer genbrugstøj, møbler og kostumer.

Ordrebogen i Superwerk er fuld, men virksomheden er kommet i økonomiske vanskeligheder. Det er blandt andet sket, fordi Odense Kommune ikke har henvist så mange unge til projektet, som skrevet i en hensigtserklæring.