Gaming eller gambling? Forældre søger hjælp hos Center for Ludomani

Det er ulovligt for unge under 18 at gamble. Alligevel oplever Center for Ludomani, at flere forældre er bekymrede.

Katrine Madsen er en af de forældre, der har oplevet, hvordan det at kunne bruge penge i et computerspil har skabt problemer for hendes 10-årige søn, Max. (Foto: Carsten Bjørn- DR Fyn)

Hvad skal man gøre, hvis ens barn bliver afhængig af at spille?

Ikke bare af at spille computer. Men af at gamble, mens han eller hun spiller computer.

Den problemstilling oplever Center For Ludomani, at flere forældre står i. Derfor inviterer de i aften i Odense, som det første af i alt 28 arrangementer rundt omkring i landet, bekymrede forældre indenfor.

Her kan de får råd og vejledning om, hvad der er vigtigt at være opmærksom på, når børn bruger penge i computerspil.

En af de forældre, der har mærket tvivlen på egen krop, er Katrine Madsen fra Odense.

Hendes søn Max på 10 år er en af de mange børn og unge, som spiller Fortnite.

Sidste år begyndte han at bruge sine lommepenge på at købe ting i spillet.

- Der blev hele tiden holdt øje med, hvor mange penge der var, og hvornår der kunne købes, og hvilke ting der var til salg. Temperamentet og personligheden blev også påvirket, fortæller hun.

Nu råder sønnen ikke længere selv over sine lommepenge, hvis han vil bruge dem på spil.

Katrine Madsen følte, at hans fokus på penge havde taget overhånd, og derfor holder hun styr på, hvor mange af lommepengene der går til spil.

Hun har ikke for alvor overblik over indholdet i de computerspil, som hendes søn bruger tid på, og derfor vil hun gerne have mere information fra professionelle.

- Det er svært at være forælder, og det er svært at være på sidelinjen. Og så synes jeg, at jeg har oplevet en dreng, som bliver meget hurtigt fanget af spillet og af at skulle købe ting i spillet, fortæller hun.

Lokkende lootboxes

Problemet opstår, fordi der i populære spil som Fifa, Overwatch og Counter Strike er mulighed for at købe elementer inde i spillet. Elementer, hvor man ikke ved, hvad man får.

Når indholdet af det, der bliver købt, er ukendt, bliver det kaldt for en lootbox. Det kan sammenlignes med en form for lykkepose.

Ifølge Center for Ludomani er de såkaldte lootboxes det samme som gambling. Altså hvor gevinsten bliver afgjort ved en tilfældighed.

Det får flere og flere bekymrede forældre til at kontakte Center for Ludomani, fortæller centerleder Michael Bay Jørsel.

Michael Bay Jørsel, der er centerleder ved Center for Ludomani, oplever, at flere forældre henvender sig med bekymringer omkring deres børns spilafhængighed. (Foto: Carsten Bjørn- DR Fyn)

- Vi modtager mellem tre og fem henvendelser ugentligt fra forældre, som gerne vil vide noget mere om gaming og gambling. Så for at give de pågældende forældre en større viden, har vi de her arrangementer, siger han og slår fast, at gambling i computerspil er et stort problem.

- Tidligere var det sådan, at de (gambling og computerspil, red.) var skarpt adskilte. Men det begynder mere og mere at flyde sammen, og i det krydsfelt – der bliver større og større – er der penge involveret. Og det er uheldigt, for børn og unge under 18 år må ikke gamble, fortæller Michael Bay Jørsel.

Svært at gennemskue

Også hos Spillemyndigheden er man opmærksom på, at gambling har gjort sit indtog i computerspil.

Spillemyndigheden er den instans, som er ansvarlig for at sikre, at der er et ordentligt spilmarked i Danmark.

- Det kan være svært også for den unge spiller at gennemskue, hvad der er almindeligt computerspil, og hvad der faktisk er et spil om penge, fortæller Jan Madsen, der er kontorchef for væddemål, online casino og markedsanalyse hos Spillemyndigheden.

I Danmark er der rent juridisk kun tale om gambling, når gevinsten kan omsættes til rigtige penge.

Det er de rammer, som Spillemyndigheden har at arbejde indenfor, fortæller Jan Madsen.

- Der, hvor vi kan gå ind, er i de situationer, hvor der rent faktisk er tale om et spil om penge, siger han.

Gratis psykologhjælp

Hos Børns Vilkår søger både børn og forældre rådgivning til spilafhængighed.

Ifølge lovgivningen er det ikke tilladt for børn og unge under 18 at spille om penge. Derfor findes der heller ikke nogen behandlingstilbud til lige netop dén målgruppe.

Derfor anbefaler Børns Vilkår, at der skal være gratis psykologhjælp til børn og unge med spilproblemer.

- Myndighederne har pligt til at etablere en måde, hvorpå børn og unge med spilafhængighed kan få hjælp, siger direktør hos Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, der ikke bryder sig om den udvikling, han oplever.

Han ser nemlig, at problemet vokser, mens børnene bliver yngre og yngre. Rasmus Kjeldahl mener, at spilskaberne bærer en del af ansvaret.

- Dem, der laver de her spil, bliver bedre til at arbejde psykologisk med at skabe den her form for afhængighed, som jo er en indtægtskilde for spiludbyderne, forklarer han.

Socialdemokratiet har tidligere foreslået, at der skal være gratis psykologhjælp til børn og unge under 18 år. Børns Vilkår foreslår, at spilafhængighed også bliver en af de ting, som børn og unge kan blive gratis behandlet for.