Genial ide: Personlige døre bringer demente sikkert hjem

På plejehjem landet over kan beboerne vælge et design til deres hoveddør. Det skaber genkendelighed og tryghed for demente.

På flere plejehjem landet over, er det muligt få beboerne at få et billede af deres gamle dør på deres nye. Det skal skabe mere tryghed for demente (Foto: © Malou Freimann Olesen - DR Fyn)

En gang på et plejehjem behøver ikke at være hvid og blottet for personlighed.

Det synes man i hvert fald ikke på 14 plejecentre landet over.

Her har man taget alternative metoder i brug for at gøre det lettere og mere trygt for beboerne at finde hjem til dem selv. Nogle beboere har også svært ved at finde hjem til sin egen stue, men også det kan dørene med forskelligt udseende lave om på.

Ved at sætte folie på dørene har beboerne selv mulighed for at sætte deres personlige præg på deres bolig.

Ifølge Erna Ingeborg Sørensen er hendes dør den pæneste. Den er nemlig præcis, som hun gerne vil have den. (Foto: © Malou Freimann Olesen - DR Fyn)

På Plejecentret Svanedammen i Nyborg bor Erna Ingeborg Sørensen. Hun er dement, og for hende betyder de personlige døre en hel del.

- Hver gang, jeg går gennem døren, tænker jeg: "Hvor er den pæn, den dør". Det bliver man i bedre humør af.

Betyder meget for beboerne

Når man går ned ad gangene på Plejecentret Svanedammen, bliver man mødt af vidt forskellige døre. En af dørene er designet i to forskellige blå nuancer, mens en anden har små mosaikvinduer.

Ud fra et katalog med 50 forskellige døre i forskellige farver kan beboerne selv vælge hvilket design, der passer bedst til dem.

- Dørene er en rigtig vigtig del af indretningen. Sammen med lampe, husskilt og planter understreger døren, at det her er en unik bolig. Jeg tror, det ville være tamt, hvis dørene ikke var her, forklarer Centerleder Anette Fabricius og fortsætter:

- Vi oplever, at vi allesammen er i bedre humør. Der er kommet flere smil og mere glæde.

Faktisk er dørene så realistiske, at pårørende og andre besøgende skal helt hen og røre ved dem for at konstatere, at der "bare" er tale om et stykke folie.

Dørene betyder så meget for de ældre, at de kan blive kede af det, når de ikke er der.

- Der var nogle udfordringer med nogle få døre, hvor folien havde en forkert belægning. Der var vi nødt til at tage dørene af for at få nogle nye på. Der var en borger, der blev virkelig ked af det og blev ved med at spørge, hvor hendes dør var blevet af, siger Anette Fabricius.

En rigtig god idé

Også i Alzheimerforeningen synes man, at de personlige døre er en god idé.

Med lampe, planter, dørskilte og folie på døren har beboerne på Plejecentret Svanedammen selv mulighed for at gøre deres bolig mere personlig. (Foto: © Malou Freimann Olesen - DR Fyn)

- Det gør, at dem, der bor på afdelingen, lettere kan finde hjem til dem selv. Det genkendelige i at man kan se den dør, som man måske har gået igennem det meste af sit liv, skaber ro og overblik for personen. Derudover vil det også skabe noget selvstændighed i, at man selv kan finde vej, siger Else Hansen, der er demensfaglig rådgiver i foreningen.

Selve idéen om at gøre det personligt for beboeren er ikke ny. Eksempelvis kan man sætte en rød krans op eller et billede af nogle familiemedlemmer. Men dørene - de kan noget ekstra.

- Her er det endnu mere personligt, fordi det er hoveddøren. Så skaber det også noget liv på selve afdelingen. Vi er ikke ens, så det viser noget om personligheden, forklarer Else Hansen.

Tilbage på Plejecentret Svanedammen er Erna Ingeborg Sørensen dog ikke i tvivl om hvilken dør, der er flottest.

- Der er mange pæne døre. Men min er den pæneste, for den er, som jeg gerne vil have den, siger hun.