Giftig skorpion dukkede op i fynsk baghave

Familien Damkjær ville spise ude tirsdag aften, men der ventede en overraskelse i den 3 til 4 år gamle parasol.

Det er formodentlig en gul skorpion, der enten er fra Sydeuropa eller Afrika. (Foto: Dr Fyn)

Roar Damkjær og hans familie i Næsby fik noget af en overraskelse, da de ville spise udenfor tirsdag aften.

Roar Damkjærs kone ville hente den gamle parasol i udestuen. Hun satte den i parasolfoden og begyndte at trække den op. Men der kom et lille dyr til syne.

- Det var et mærkeligt kryb, så hun kaldte på mig. Jeg syntes også, det lignende en skorpion, siger Roar Damkjær.

Uden at tøve fik han skubbet dyret ned i en plasticbøtte med et låg. Han tænkte ikke videre over, om den var giftig.

- Den var jo ikke farlig, når den var her i Danmark, siger han.

Roar Damkjær ringede til Odense Zoo, der henviste til Terrariet Vissenbjerg. Her fik han beskeden om at sende et billede, før han afleverede dyret.

- Vi bliver kimet ned hver dag med folk, der tror, de har fundet noget. Alt fra larver til salamandere, som folk tror er krokodiller, siger Jonas Kaspersen fra Terrariet.

Dræber med gift - ikke klør

Men et par billeder overbeviste personalet.

- Den så farlig ud. Den havde små klør og kraftig hale. Det tyder på, at den ikke bruger kløerne til at slå ihjel med, men derimod dens gift, siger Jonas Kaspersen.

Der er formodentlig tale om en gul skorpion, der findes i både Sydeuropa og Afrika. Den europæiske er ikke livsfarlig, men det er den afrikanske til gengæld. Det er dog svært at bestemme, og terrariet arbejder stadig på at bestemme arten.

Tilbage i Næsby aner Roar Damkjær ikke, hvor krybet er kommet fra.

- Vi har været i Grækenland sidste år, men sådan et kræ kan jo ikke overleve en vinter i minusgrader. Konen har godt nok købt nye blomster her i foråret, men de er jo danske, siger haveejeren.

Facebook
Twitter