Gigantmølle gav gennembrud: Derfor strømmer det med jobs til Lindø og Nakskov

Når MHI Vestas skaber 414 arbejdspladser på Fyn og Lolland, skyldes det, at firmaets kæmpe vindmølle har fået luft under vingerne.

Det er især på grund af efterspørgsel på havvindmøllen V164, at der bliver skabt mange job. I december satte møllen verdensrekord i strømproduktion. (Foto: Karsten Prinds - DR Fyn)

Lindø beriges med 145 nye medarbejdere, mens de i Nakskov byder 269 nye kollegaer velkommen. MHI Vestas fordobler antallet af medarbejdere, men de mange nye job kommer ikke ud af den blå luft.

Det er et resultat af, at virksomheden er kommet ind på markedet for havvindmøller, lyder det fra afdelingschef i Dansk Energi, Stine Leth Rasmussen.

- Det, der har ændret sig for MHI Vestas, er, at de har fået et gennembrud med den her nye store vindmølle. Det her har bragt dem tilbage i toppen af vindmølleindustrien, siger hun.

Mens MHI Vestas kan se frem til at producere en af verdens største vindmøller, så var der fyringsrunde hos deres største konkurrent tilbage i februar. Siemens fyrede 430 medarbejdere og lukkede fabrikken Engesvang.

- Der er en skarp konkurrence. Nogen gange går det op og ned for andre, forklarer Stine Leth Rasmussen, som mener, at MHI Vestas har vundet slaget om vindmøllerne i denne omgang. - MHI Vestas har fået vind i vingerne - om man vil, siger hun.

På Lindø og i Nakskov skal de producere dele til en havvindmølle, hvor vingerne er 80 meter lange. På Siemens' fabrik i Engesvang kunne de kun bygge vinger på 49 og 53 meter.