Godt nyt til alle slikmunde: Nu kan du igen købe bland selv-slik

I flere af Coops og Dagrofas butikker er man så småt begyndt at åbne for bland selv-slikbøtterne.

Der var helt fyldt op i alle bland selv-slikbøtterne fredag eftermiddag i SuperBrugsen i Næsby i Odense. (Foto: Anne Mette Thrane)

Fredag er for mange slikmunde og børnefamilier lig med fredagsslik.

Men er du til bland selv-slik, kan du godt begynde at lade mundvandet løbe, for fra i dag er det igen muligt at mikse slik i din egen pose fra de mange farverige bøtter.

I hvert fald i nogle af Coops forretninger.

- Det er konge, lød det fra Kasper Lehm, som havde taget sin far Henrik Lehm med ned at købe fredagsslik i SuperBrugsen i Næsby. Som smilene indikerer, var de glade for, at der igen kunne købes bland selv-slik. (Foto: Anne Mette Thrane)

Men ifølge Lars Aarup, kommunikations- og informationschef i

Coop
, bliver det ikke, som det var før.

- Der vil være afstandskrav, der må kun stå én person foran i køen, og man skal have handsker på, forklarer han.

Forsvarligt sliksalg

Men er det egentlig forsvarligt i forhold til smitterisiko at åbne op for det nu?

Hvis du spørger Lars Aarup, er svaret ja. Salget stoppede ikke i marts på grund af selve slikket, men i forhold til sammenstimlingen af mennesker foran automaterne.

- Det, vi gerne skal se nu, er, at der er en eller to personer ad gangen, der står og blander slik, og så kan den næste gå ind, når den første er gået ud, siger han.

- Det er lækkert, sagde Vickie Christiansen, som fik sine favoritter i bland selv-posen fredag eftermiddag. Hun har savnet at købe slikket de sidste fredage, men det blev dog ikke til en ekstra fyldt pose i dag. - Bare den sædvanlige størrelse, siger hun. (Foto: Anne Mette Thrane)

Når

Coop
vælger at genåbne for bland selv-sliksalget, skyldes det, at danskernes vaner er blevet markant anderledes end midt i marts, hvor det blev pakket væk fra butikshylderne.

- Vi har oplevet, at kunderne er utrolig opmærksomme på, hvad de skal og ikke skal gøre for at mindske smitterisikoen. Der bliver holdt god afstand, og man er god til at spritte af og bruge handsker, når man kommer ind i butikkerne, siger han og fortsætter:

- Der er en helt anden mentalitet nu. Derfor tør vi godt åbne for salget.

Er I ikke bange for at åbne for tidligt?

- Nej, jeg tror ikke, det bliver et problem at åbne nu. Problemet er, hvis der står for mange mennesker for tæt på hinanden. Men det striber vi op til på gulvet, og så tror jeg på, det kan lade sig gøre, siger Lars Aarup.

Det er dog ikke sådan, at du kan storme ned i din lokale SuperBrugsen, Kvickly eller Fakta. Det kan tage seks til otte uger, før alle butikkerne er klar.

- Vores

konsulenter
har nogle ruter, de kommer til at køre, så det bliver ikke sådan, vi starter i én bestemt by, forklarer Lars Aarup.

I SuperBrugsen i Næsby i Odense bliver kunderne med store og små kilstermærker mindet om at holde afstand og at bruge to handsker, når man blander slik. (Foto: Anne Mette Thrane)

Dagrofa
, som blandt andet står bag Meny, Spar og Min Købmand, har også valgt at åbne for salget af bland selv-slik igen med visse corona-forholdsregler. Det er dog op til købmændene selv, hvornår og om de åbner for salget.

- Vi følger først og fremmest myndighedernes

retningslinjer
og indretter os efter disse, og vi har vurderet, at det er ok at åbne op for bland selv-slik, men tager stadig visse forholdsregler som for eksempel afstandsmarkering og hyppig afspritning, siger kommunikationskonsulent i
Dagrofa
Jannie Ravn Madsen.

Salling Group oplyser, at de ikke ved, hvornår de vil

genoptage
salget af bland selv-slik i deres butikker.

- Men fordi sikkerheden kommer først, og fordi anbefalingerne er, som de er på nuværende tidspunkt, er vi fortsat påpasselige og prioriterer vores åbning herefter, siger Kasper Reggelsen, pressechef i Salling Group.

Facebook
Twitter