Gravide flyttes tværs over Lillebælt midt i fødslen

66 fødende kvinder måtte på en køretur til Svendborg og Kolding, fordi der ikke var tid og plads i Odense.

Tre fødende kvinder blev overflyttet til Kolding Sygehus, selvom de skulle have født i Odense. 63 kvinder blev overflyttet til fødeafdelingen i Svendborg (Arkivfoto) (Foto: Flemming Krogh © Scanpix)

Mange fynske kvinder har fået en ekstra køretur på op til 68 kilometer, imens de har været i fødsel.

Odense Universitetshospital har meget travlt og for lidt plads til alle de kvinder, som skal føde i Odense.

Travlheden i 2015 har betydet, at over dobbelt så mange fødende kvinder måtte flyttes, sammenlignet med året før. Det viser tal fra OUH, som DR Fyn har fået indsigt i.

Den syddanske formand for Jordemoderforeningen, Gitte Valeur, er overrasket og bekymret over den store stigning, for det er vigtigt at have så meget ro som muligt omkring en fødsel.

- Det er overrumplende, at der pludseligt er så mange, som bliver overflyttet, siger Gitte Valeur.

Hun synes, at det er et godt argument for at bevare fødeafdelingen i Svendborg, som ellers er blevet udset til at blive nedlagt, når det nye OUH står klar.

- Det samlede Fyn kan i hvert fald ikke undvære nogen hænder eller fødestuer. Så det kan give mening, at der er to fødesteder placeret i hver sin ende af Fyn, siger Gitte Valeur.

Men det kan ikke komme på tale, mener formanden for sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen (S).

- Fødeafdelinger skal ligge sammen med børneafdelinger. Så vi må sørge for, at der er større kapacitet på OUH fremover, siger han.