Gymnasieelever rydder park for skrald hver weekend klokken 7: Kommune giver 15.000 kroner til klassekassen

For at samle penge ind til studieturen samler 1. F fra Odense Katedralskole skrald i Eventyrhaven.

Asta Sigurdsson er en af de gymnasieelever, der står tidligt op for at samle skrald

Hvordan kan man gøre rent på offentlige arealer og samtidig gøre folk opmærksomme på, at man ikke skal smide skrald i naturen?

Det er en nød, som mange har problemer med at knække.

I Odense Kommune har man måske fundet løsningen.

Det er et godt formål at hjælpe med at gøre byen renere, og så kan det samtidig give noget sammenhold til klassen

Asta Sigurdsson

Henover sommeren har de allieret sig med 1. F fra Odense Katedralskole.

Klokken 7 hver lørdag og søndag morgen møder de op i en af byens parker, Eventyrhaven, for at hjælpe en gartner med at fjerne alt skrald.

- Det er et godt formål at hjælpe med at gøre byen renere, og så kan det samtidig give noget sammenhold til klassen, fortæller Asta Sigurdsson, der går i 1. F.

For at motivere eleverne fra 1. F, har Odense Kommune stillet en belønning på højkant.

Møder eleverne op til alle deres vagter, får de 15.000 kroner til klassekassen. Blandingen mellem den kontante præmie og den gode samvittighed er med til at gøre det lettere at få teenagekroppene ud af sengen.

- Vi vil gerne til Iran på studietur til næste år. Det koster ret meget, så vi skal have tjent nogle penge ind. Og der tænkte vi, at dette kunne være en god idé, så der ikke ligger så meget affald i naturen, siger Nicolai Skovlund fra 1. F på Odense Katedralskole.

Mængden af skrald afhænger af, hvor godt vejret har været aftenen forinden. Men selv på en "stille" morgen, kan der se sådan ud omkring skraldespandende i Eventyrhaven. (Foto: Jonatan Grau Møller)

Godt vejr giver mere skrald

Et hurtigt kig over Eventyrhaven lørdag morgen viste da også, at der er behov for, at der bliver samlet skrald. For når solen står højt på himlen, så vrimler folk ud i naturen, derfor ser man i år en større mængde affald i parker, skove og strande.

Der er ingen tvivl om, at vi i år kan se en større andel af affald, end det plejer at være.

Anette Juhl

- Der er ingen tvivl om, at vi i år kan se en større andel af affald, end det plejer at være. Det er helt klart fordi vi har haft højsommer de sidste halvanden måned, og så er der flere, der har været udenfor, forklarer Anette Juhl, der er projektleder hos Hold Danmark Rent.

Fra maj til juli laver Hold Danmark Rent analyser af, hvor gode vi er til at holde offentlige arealer rene, og hvad vi sviner mest med.

Rapporten for 2018 er altså endnu ikke færdig, men den seneste fra 2016 viser, at der særligt er én type affald, som vi er dårlige til at komme af med på den rigtige måde.

- Der er mange, der gør opmærksomme på, at cigaretskodder er det mest generende. Nu er det ikke sådan, at man går og glider i et cigaretskod. Men det får områderne til at se ulækre ud, siger Anette Juhl og fortsætter:

- På andenpladsen kommer det, vi kalder to-go-affald. Det er det, der er til overs, når man har nydt et måltid på vejen. Der er rigtig mange kaffekopper og affald fra madrester.

Oprydning gennem pædagogik

Gymnasieeleverne fra 1. F kommer dog ikke sovende til de 15.000 kroner.

Jeg tror på, at den pædagogiske vinkel med, at de unge mennesker ser hvordan parken ser ud dagen efter festen er meget, meget vigtig

Trine Ejdrup Nielsen

Odense Kommune forventer nemlig, at de unge kommer med forslag til, hvordan man få folk til at smide deres affald i skraldespanden.

- Jeg tror på, at den pædagogiske vinkel med, at de unge mennesker ser hvordan parken ser ud dagen efter festen er meget, meget vigtig, siger Trine Ejdrup Nielsen, der er parkforvalter i Odense Kommune og uddyber:

- Vi ved, at det virker bedre, når man kan se dem, der gør rent, så det ikke bare er noget, der magisk sker hen over natten. På den måde kan man få det sat i relation, så man ikke kan være bekendt at smide sit affald foran det rigtige menneske, der går der og skal samle det op.

Derfor har eleverne arbejdet på tiltag, der skulle mindske mængden af affald efter 9.- og 10.-klassernes sidste skoledag. Traditionen tro mødes de i Eventyrhaven, hvorfor der efter netop denne dag plejer at blive efterladt en masse skrald.

- Vi delte os op i nogle forskellige grupper i klassen. Nogle skulle lave nogle aktiviteter, mens andre stod for at få folk til at aflevere deres skrald hos os. Så når man kom med en dåse eller flaske hos os, så fik man en pizzasnegl, siger Nicolai Skovlund fra 1. F på Odense Katedralskole.

Der bliver gået grundigt værks, når elever samler skrald. Buske og krat bliver finkæmmet for konfetti og cigaretskodder. (Foto: Jonatan Grau Møller)

Ikke et eneste afbud

Ordningen, med at tjene penge til klassekassen ved at samle skrald, har stået på i et par år, og i løbet af den tid, kan Trine Ejdrup Nielsen ikke erindre, at der har været problemer med, at eleverne ikke er mødt op.

Igennem sommeren har hver elev cirka fire vagter, og hvor lang tid det tager, afhænger af, hvor godt vejret har været dagen forinden.

- Normalt kan det godt vare en time eller lidt derover, men det varierer alt efter, hvor meget skrald der er, siger Asta Sigurdsson.

Når alt skraldet er samlet op, er vagten slut, og så kan man gå hjem og sove videre med en god fornemmelse i maven, mener elev Asta Sigurdsson.

Det er måske ikke altid så rart undervejs, men det er egentlig meget hyggeligt. Og så er det rart bagefter at vide, at man har gjort en indsats, siger hun.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.