Hårdtslående kvinder vil hellere bokse på bestyrelsesgangen

Flere yngre kvinder kæmper sig ind i bokseklubbernes bestyrelser fremfor at gå i ringen. Selvom det lykkes bedre med at trække kvinderne ind i beslutningerne og ikke boksehandskerne, er det positivt, siger unionen.

Op mod 12 procent af medlemmerne i bokseklubbernes bestyrelser er i dag kvinder.

I sporten er det stadig svært at få kvinderne med, men Dansk Bokseunion er glade for at konstatere, at kvinderne alligevel finder vej ind i bokseverdenen:

- Vi har mellem ni og tolv kvinder, der sidder som formand i vores hundrede klubber, så lidt hovedregning siger, at vi har 10-12 procent kvindelige formænd, siger næstformand i unionen, Hans Boesen.

Mændene har for travlt med at slås 

Bokseklubberne kan være godt tjent med at få flere kvinder i bestyrelserne, fordi de nogle gange er mere konstruktive, siger Hans Boesen: 

- Der skal være nogle bløde sider. Mændene har altid fået skylden for, at vi slås i og udenfor ringen, når vi diskuterer. Det er vores måde at snakke på. Når pigerne kommer ind, styrer de det bedre.

Formand i Odense-bokseklubben A Olympia, Rie Ahm Hugger, peger også på, at kvinderne er gode til at lave sociale aktiviteter, og at det kan gavne klubben og holde på talenter.

Ny kvindelig bokseformand er også Danmarksmester

Rie Ahm Hugger er netop blevet bestyrelsesformand for A Olympia, efter en mand har siddet 18 år på posten. Selvom hun som kvinde stadig er i et undertal blandt bokseunionens bestyrelsesmedlemmer, er det ikke noget, som hun tænker over:

- Jeg kan godt lide, når der er en god, ren og rå tone, og folk siger tingene ligeud. Det passer mig rigtig godt, så jeg trives sammen med resten af bestyrelsen, siger Rie Ahm Hugger.

I weekenden vandt Rie Ahm Hugger desuden DM-guld i letvægt. Hun er dermed den første boksebestyrelsesformand, der holder den titel.

Facebook
Twitter