Halt hantiger måtte lade livet

Odense ZOO måtte i dag aflive den 13-årige gamle tiger Igor. Han havde svært ved at bevæge sig rundt efter en blodprop i rygmarven.

Igor, Odense ZOOs sibiriske hantiger er blevet aflivet på grund af en blodprop i rygmarven. For to uger siden blev han far til tre tigerkillinger. (Foto: Ard Jongsma)

To uger efter Igor blev far til et kuld på tre tigerkillinger, måtte han aflives.

Den sibiriske hantiger har igennem længere tid haltet på grund af en blodprop i rygmarven. Henover weekenden blev hans tilstand forværret, og mandag morgen valgte Odense ZOO i samarbejde med dyrlæge Steffen Knold at aflive det sjældne dyr.

- Gradvist er hans tilstand blevet forværret. Blodproppen har lavet neurologiske skader. Nu synes vi, at det var blevet så fremskredet, at han måtte aflives, siger zoolog Michael Wallberg Sørensen.

Igor var et prægtigt dyr

Den sibiriske tiger er uhyre sjælden. Der findes flere i fangenskab, end der gør i naturen. Krybskytter driver rovdrift på arten, hvor folk tror, at tigerens kraft kan overføres til mennesker.

Igor var et pragteksemplar og var rent genetisk den højest rangerende i det europæiske avlssamarbejde.

To uger før han døde, nåede han at give sine gener videre og få tre tigerkillinger. De blev født  i Odense ZOO. Han har også en søn i Krakow i Polen og en datter, der snart skal til Kazakhstan.

- Det kan godt vare lidt tid, før vi får en ny han. Det sker ikke før, vi får hans killinger sendt ud i verden, siger Michael Wallberg Sørensen.

Kan slå hunnen ihjel

En ny hantiger skal introduceres til huntigern. Og det kan være en voldsom oplevelse.

- Sådan en hantiger kan faktisk godt finde på, at slå huntigeren ihjel i starten, forklarer Michael Wallberg Sørensen.

Igors pels og knogler bliver i Odense. Her skal de jordiske rester bruges til at vise frem for havens gæster.

Facebook
Twitter