Harry Potter må ikke være med, men Odense er stadig magisk

Festivalen gik under navnet Harry Potter Festival, men det måtte den ikke hedde for filmmastodonten Warner Brothers. Magien fortsætter dog under et andet navn.

7-årige Luca er sammen med sin familie taget fra København til Odense for at opleve de magiske dage. (Foto: Ida-Sofie Sellerup DR Fyn)

I mange år har efterårsferien i Odense stået i Harry Potters navn.

Her har gader og stræder været fyldt op med kappeklædte folk med lyn i panden, og man har kunne møde Harry, Voldemort og Hagrid.

Men det er alt sammen fortid, fordi det er filmselskabet Warner Brothers - og ikke festivalen - der har rettighederne til Harry Potters univers.

Derfor må man ikke længere kalde det for Harry Potter Festival.

Navnet er blevet ændret til Magiske Dage i Odense. Men er festivalen ligeså magisk, som den plejer at være?

- Det er helt nyt. Vi er startet helt fra bunden med nye karakterer, nye navne og nye eventyr, det fortæller Nadia Herbst, der er koordinator for festivalens frivillige aktører, og fortsætter:

- Vi har for eksempel lavet det nye tvist, at det ikke længere hedder Hogwarts, men i stedet er den nordiske troldmandsskole, Nordheim. Dermed er det stadig Harry Potters univers. Vi må nemlig godt arbejde inden for den ramme, at vi kender universet og historien, men vi har som sådan ikke noget med den at gøre.

Selvom man ikke længere må kalde festivalen for Harry Potter, er efterårsferien stadig fuld af magi i Odense. (Foto: Ida-Sofie Sellerup DR Fyn)

Centrum for magien

Ændringerne betyder også, at det, der før hed Diagonalstræde, nu hedder Elverstræde.

Her ligger eksempelvis butikken "Magiske dyrs pasning og pleje", og strædet fører dig hen til Den magiske plads.

- Her kan man møde mange aktører, der spiller roller som hekse og trolde, og man kan deltage i en duel, hvor man med tryllestave kaster besværgelser, forklarer Nadia Herbst.

Som noget nyt kan man komme på skolebænken bag dørene på Rådhuset, der i disse dage udgør rammerne til Nordheim.

- Her kan du komme ind og blive undervist. Det lyder måske lidt kedeligt, men det er selvfølgelig i de magiske fag, siger Nadia Herbst.

Selvom Harry Potter ikke længere er hovedperson, spiller han stadig en væsentlig rolle i gadebilledet under festivalen.

Midt i Elverstræde går Thea og Andrea. De er klædt i Ravenclaws farver fra Hogwarts, og har været med til festivalen i flere år.

- Det er lidt underligt, at det ikke hedder Harry Potter-festival mere, men jeg kommer alligevel, siger Thea.

Thea har læst alle bøgerne. Andrea har set filmene.

- Jeg er helt vild med eventyrerne i historien. Alle de forskellige trylleformularer og væsner, siger Andrea.

Thea og Andrea er nogle af de gæster, som har affundet sig med, at det stadig kan være magisk, selvom Harry Potter ikke er hovedperson. (Foto: Ida-Sofie Sellerup DR Fyn)

Tager det til sig

I forbindelse med navneskiftet har arrangørernes største mavepine været, om publikum ville tage det nye navn og indhold til sig.

Men det ser dog ud til, at festivalen er ligeså populær, som den var, da den hed Harry Potter, forklarer Søren Dahl Mortensen, der er projektleder på Magiske dage.

- Jeg så lige listen over dem der skal ud at sejle på Zoolomagisk sejltur, der er en sejltur til Zoologisk Have, og 80 procent af deltagerne er ikke fra Odense. Det er ret utroligt, siger han.

Han siger, at man altså ikke skal frygte, at Odense er blevet mindre magisk.

- Vi har flere aktiviteter, end vi plejer at have, siger Søren Dahl Mortensen.

Magiske Dage kan opleves fra torsdag til lørdag i Odense.

Elverstæde er pyntet op og klar til at blive indtaget af alverdens troldmænd og hekse. (Foto: Ida-Sofie Sellerup DR Fyn)
Facebook
Twitter