Her er autister sikret et job

På Fyn bliver voksne autister uddannet i at varetage et arbejde i en dagligvarebutik. Og når uddannelsen er færdig, så står Fakta klar med et job.

Fakta på Fyn stiller jobgaranti til autister, der gennemfører særlig uddannelse. (Foto: DR)

Det ligner en normal dagligvarebutik, men det er det bare ikke.

I stedet er det en såkaldt ’træningsbutik’ hvor fynske autister fra næste år skal oplæres i, hvordan man mestrer detailfagets facetter. Og når oplæringen er overstået, så tilbyder Fakta dem et job – i en af de rigtige butikker.

Jobtræningen er blevet til i et samarbejde mellem Tietgen-skolen og Coop, og på Tietgen venter man bare spændt på at komme i gang med ordningen:

- Vi er klar til at starte. Vi har træningsbutikken klar og mangler nu kun kursisterne, siger uddannelsesleder Kimmie Falk.

Det passer, der ER jobgaranti

Håbet er, at første kuld kan påbegynde uddannelsen fra januar. Men først skal rygtet om den udbytterige ordning spredes til de fynske kommuner.

- Nu skal vi have fortalt jobcentrene om det her tilbud. Kommunerne skal se på, hvem af deres borgere, som det her tilbud kunne være relevant for, siger Kimmie Falk.

Men det, at der er et job i vente, vil sandsynligvis lokke mange til uddannelsen.

- Folk skal forstå, at her er en reel jobgaranti, og at det ikke bare noget, der ser smart ud på en brochure.

Svært at have job som autist

Jobgarantien falder på et tørt sted. Den nuværende beskæftigelse for mennesker med autisme ligger på 10-15 procent.

Udover at lære, hvordan man arbejder i en butik, så indeholder uddannelsen også træning i stresshåndtering, personlig hygiejne og handicapforståelse.

Det fynske samarbejde indgår i projektet Klar til Start for autister, som har stor succes i Værløse, Nordjylland og Aabenraa.

 

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk