Her vil de selv: Borgere omdanner gammel fabrik til hotspot

Kommune tilbød en nedlagt fabrik og en projektleder på deltid. Nu har borgerne i Årslev selv skabt et af Danmarks bedste mødesteder.

Skatere, veteranbil-entusiaster, crossfit og genbrugsguld. På to år er en forladt fabrik i landsbyen Årslev gået fra øjebæ til et hotspot, hvor alle i området kan mødes. (Foto: © Polymeren)

Vi ses på Polymeren.

Sådan går de og siger til hinanden i den lille by Årslev på Fyn. For hvor de før blot havde en forladt skosålefabrik, har de nu et mødested, der huser alt fra gamere til crosfittere og veteranbilsentusiater.

Polymeren hedder stedet. Kommunen har leveret stedet kvit og frit, men det er borgerne, der har skabt indholdet. Og i sidste måned blev det kåret til det mest levende mødested i Region Syddanmark af Dansk Arkitektur Center.

- Polymeren er bygget på viljen fra lokalsamfundet og alle de frivillige ildsjæle, der på hver deres område har kæmpet med at få de forskellige aktiviteter og projekter realiseret. Og så er det en selvforstærkende effekt, at når borgerne vil, så tror kommunen på projektet, siger Lars Kristensen, der er formand for Polymeren.

I Faaborg-Midtfyn Kommune drømte man om at gøre den gamle fabrik til et sted med mange aktiviteter. Og foruden en gratis fabrikshal, så smed kommunen også Trine Hedegaard i puljen for at få gang i drømmen om et samlingssted for borgerne i Årslev.

Hun er byplanlægger og for hende er der ikke tvivl om, at Polymeren ikke ville kunne eksistere uden hjælp fra de frivillige.

- Uanset hvor mange penge, vi havde postet i projektet, ville vi uden borgernes hjælp aldrig have kunnet løfte det til det, det er i dag, siger Trine Hedegaard.

  • Polymeren danner rammerne om et væld af aktivitetstilbud. (Foto: © Rico Feldfoss, rico@feldfoss.dk)
  • Skatehallen i Polymeren er en af de helt store trækplaster for byens unge. Faktisk er den så populær, at folk kommer fra hele Fyn og Sjælland for at få luft under skateboardet. (Foto: © Polymeren)
1 / 2

Skrue, skate og sundhed

Så mens der for ti år siden blev produceret skosåler på fabrikken, så bliver gulvene nu brugt til at slide på sålerne.

Nu bliver der nemlig dyrket en masse idræt - men der bliver også skruet på veteranbiler, gamet på computere, holdt foredrag og solgt genbrug.

100-125 mennesker bruger hver dag Polymeren - og flere i weekenderne, når der er arrangementer.

En af dem er Anne Bejlegaard, der til daglig arbejder som sygeplejerske men som også står bag sundhedsholdet "Sund i Årslev". Her underviser hun sammen med en anden kvinde, Helle Breiner, helt frivilligt andre i sund kost og motion. Kvinderne får ingen penge for deres indsats - til gengæld får de glæden ved at hjælpe andre til vægttab og større sundhed.

- Polymeren er blevet et samlingssted for byens folk. Vi har fået et sted, hvor vi kan mødes, og det er med til, at vi synes, det her er det fedeste sted. Og så formerer de frivillige kræfter sig, siger Anne Bejlegaard.

Netop det lokale islæt gør, at Anne Bejlegaard ikke tror, at projektet ville fungere i eksempelvis Aarhus eller København. Der er simpelthen et stærkere sammenhold omkring et fælles sted i en landsby, mener hun.

- Jeg tror ikke på, at det ville kunne køre i en storby, siger Anne Bejlegaard.

Håber på at tiltrække tilflyttere

I Faaborg-Midtfyn Kommune mener man, at de frivilliges arbejde er en kæmpe gevinst, når der skal trækkes nye borgere til kommunen og ikke mindst til Årslev.

- De har gjort sig selv en kæmpe tjeneste ved at sørge for at skabe sådan et sted. Det er uden sammenligning en fantastisk vare at kunne tilbyde, siger Trine Hedegaard og uddyber:

- Når man skal finde et hus, så kigger man jo på, om der er noget som unge mennesker ville kunne finde attraktivt, eller er det kun inde i de store byer, at man kan det. I Årslev kan man sige 'ja', forklarer hun.

Faaborg-Midtfyn Kommune har desuden netop udskrevet to arkitektkonkurrencer i Årslev-området. Den ene med fokus på udviklingen af et nyt moderne boligområde. Den anden med fokus på udviklingen af bymidten med Polymeren som kraftcenter.

I Polymeren er formand Lars Kristensen heller ikke i tvivl om, at stedet er med til at gøre Årslev mere interessant.

- Jeg er sikker på, at de fleste vil se det som en interessant forstadsby at flytte til. Polymeren er et sted, hvor man hurtigt kan skabe relationer og dermed hurtigere blive integreret i lokalsamfundet, siger han.