Herdis er frivillig for syrisk familie: 'Jeg bliver helt varm om hjertet'

Tre sociale organisationer har forsøgt at skaffe 100 nye frivillige på 100 dage.

Herdis Wiborg Eriksen sammen med den syriske familie Abdulkarem, som hun er frivillig for. På billedet ses fra venstre: datteren Avelin, moderen Gren, Herdis, den yngste søn Alland, faderen Numan og til sidst den ældste søn Daniel. (Foto: (privatfoto))

"HERDIS!"

Sådan lyder det, når Herdis Wiborg Eriksen på 72 år møder op i børnehaven for at hente den lille syriske dreng Alland på 4 år.

- Så giver han mig den største krammer, og jeg bliver helt varm om hjertet. Vi har det så hyggeligt, fortæller Herdis Wiborg Eriksen.

Hun er én af de borgere, som har meldt sig som frivillig, siden kampagnen '100 frivillige på 100 dage' begyndte.

Kampagnen er startet i Odense, og målet er simpelt: Skaf 100 frivillige på 100 dage.

Herdis Wiborg Eriksen meldte sig som frivillig under kampagnen '100 frivillige på 100 dage'. (Foto: Agnes Dalhoff)

Herdis Wiborg Eriksen hørte om kampagnen i radioen, og tænkte over det et par dage.

- Så ringede jeg til 2 Timer om Ugen, og 14 dage efter fik jeg tildelt en sød, syrisk familie, som jeg kunne komme i gang med at hjælpe.

Herdis Wiborg Eriksen har været i svømmehallen med den familien Abdulkarem, de har været på biblioteket, og så er børnene også ofte hjemme hos hende for at lege.

- Når jeg er hjemme hos den syriske familie, spiller og synger og danser vi sammen, siger Herdis Wiborg Eriksen.

Ikke nået 100 endnu

Kampagnen er startet i Odense af de tre organisationer Børns Voksenvenner, Home-Start Familiekontakt og 2 Timer om Ugen.

- Vi har faktisk fået henvendelser fra folk helt fra Ikast, Aarhus og alle mulige andre steder. Vi har fået 100 henvendelser, men vi kan ikke helt sige endnu, at vi har fået 100 matches.

- Der er nogle, som lige skal tænke over det, og så skal vi også finde de rette familier, siger Thea Renholdt Mammen, der er koordinator for Home-Start Familiekontakt i Odense.

Thea Renholdt Mammen er tilfreds med, at de i Home-Start har fået 38 henvendelser, siden kampagnen '100 frivillige på 100 dage' gik i gang. (Foto: Agnes Dalhoff)

For Herdis Wiborg Eriksen gik der ikke lang tid, før hun var overbevist om, at hun skulle tage sig af den lille dreng Alland på fire år.

- Hvis jeg kan hjælpe en lille dreng til at få en bedre skolestart, så giver det også mig en masse, siger Herdis Wiborg Eriksen.

Kampagnen slutter i dag, og selvom de ikke er helt i mål med at skaffe 100 nye frivillige, er de tæt på. Indtil videre er der fundet omtrent 80 borgere.

Ifølge Hanne Syrak, der matcher frivillige og familier i Børns Voksenvenner, vil man kunne mærke arbejdet med at rekruttere frivillige i et stykke tid fremover.

- Der er nogle, der har fået foldere, og nogle der har fået øjnene op for, at der er foreninger i Odense, der laver godt frivilligt arbejde, som de selv kan få lyst til at gå ind og arbejde med.

Forskere uenige om effekt

Men er markedsføringstricks og reklamer en god måde at lokke flere til at blive frivillige?

Nej, mener Bjarne Ibsen. Han er forsker på Syddansk Universitet og har 25 års erfaring i frivillighed.

Han mener ikke, at man kan købe sig til frivillige:

- Det svarer til at lave en kampagne for at få folk til at forelske sig. Det synes jeg også er noget værre pjat. Folk bliver ikke forelskede af, at der laves kampagner, ligesom folk heller ikke bliver mere frivillige af, at der laves kampagner.

I Danmark udfører fire ud af ti borgere en eller anden form for frivilligt arbejde. Men det er ifølge Bjarne Ibsen meget få, der har valgt det til på grund af reklamer:

- Frivillighed er knyttet til, at det er en konkret ting, som vi er optaget af. Dét, som du er optaget af, kan være helt anderledes fra, hvad jeg er optaget af, siger Bjarne Ibsen.

Én, som ser lidt mere positivt på det odenseanske projekt, er Torsten Højmark. Han er rådgivningskonsulent fra Center for Frivilligt Socialt Arbejde, og så forsker han ligeledes i frivillighed:

- Der er ingen tvivl om, at det har en effekt. Det er jo derfor, at private virksomheder kaster så mange penge efter reklamer og annoncer, siger han.

Torsten Højmark vurderer, at fordelen ved at rekruttere på denne måde er, at man kan nå ud til andre folk.

- Her kan man få folk fra alle mulige andre netværk, som man ikke har kunnet før. Man kan få fat på dem, som i forvejen ikke er en del af den lokale fodboldklub eller spejderforening, siger han.

Odense Kommune har støttet kampagnen med 400.000 kroner, og pengene er gået til blandt andet flyers, videoer på nettet og store busreklamer.

Facebook
Twitter