Hjernefitness bliver pensum for unge studerende

Bolde og ketchere er nogle af de redskaber, som skal inddrages i undervisningen, når hjernen skal trænes.

På Tietgen Handelsgymnasium i Odense var over 100 lærere samlet for at prøve det nye fag hjernefitness. (Foto: Dr Fyn)

Du kan træne hjernen med andet end formler og gloser. 18 gymnasier og erhvervsskoler i hele landet skal nu have hjernefitness på skoleskemaet.

De unge skal blive bedre til at håndtere flere ting på en gang og undgå stress. Det har de gode erfaringer med hos Tietgen Handelsgymnasium i Odense, hvor projektet er blevet afprøvet.

- De stille typer blev væsentlig mere åbne, de usikre fik mere tro på dem selv og dem, der var fagligt udfordret, fik en tro på, at noget kunne lykkes, siger studievejleder Ruth Schaeffer.

Hjernemotion er vigtigt

En simpel hjernefitnessøvelse kunne være at kaste en bold eller bruge hænder og fødder på nye måder. Hjernen har behov for at blive trænet, fortæller Rasmus Jacobsen, direktør og træner fra Plus Performance.

- Hvis du er i god form, så kan du bedre løbe en tur, uden at det svækker din krop. På samme måde kan du overkomme flere ting uden at blive stresset, hvis du har stor mental kapacitet, siger han.

Det er Plus Performance, der har stået for at klaregøre Tietgens Handelsgymnasiums undervisere til at stå for hjernefitness-faget i det daglige.

Projektet er støttet af Nordea Fonden med 10 millioner kroner.

Se videoen med hjernefitness fra Tietgen Handelsgymnasium.

Facebook
Twitter