Hop i sadlen: 820 kilometer lang cykelrute skal lokke mange turister til

Den nye cykelrute åbner i dag, og ambitionen er at få turister rundt i hele det sydlige Danmark.

Ærø er et af de steder, som man fremover kan besøge, hvis man cykler ad den ca. 820 km lange cykelrute, N8. (Foto: Ærø Turist og Erhverv © Ærø Turist og Erhverv)

Forestil dig at du sidder på en cykel. Solen skinner på dine bare arme og ben.

Omkring dig glider blomstrende rapsmarker og grønne skove forbi. Om aftenen kan du spise godt, inden du lægger dig til at sove på en campingplads eller et lækkert hotel.

Dét scenarie skal lokke 70.000 ekstra turister forbi Fyn, når en 820 kilometer lang cykelrute - N8 - bliver indviet i dag.

- Cykelturisme er en fantastisk måde for Fyn at gribe markedet på. Vi er i en verden, hvor der er så mange muligheder over det hele. Så det, der har været øvelsen, har været at finde det, som vi er særligt gode til, og som skiller os ud her i verden. Der er blikket faldet på cykeltursime, forklarer Anne Høyby, der projektleder hos Destination Fyn.

Ruten er formet som et 8-tal og løber igennem Sønderjylland, Fyn og øerne samt Lolland, Falster og Møn. Hvis man tager hele turen, kommer man igennem 17 kommuner.

Man har dermed valgt at udvide ruten, så det nu er en rundtur.

Tidligere var det en "A til B"-tur fra Rødbøl i det vestlige Sønderjylland til Stege på Møn.

"Cykelvenner" jubler

En af de virksomheder, som ventes at nyde godt af den nye cykelrute, er Hotel Faaborg Fjord.

Ser du dette skilt på din cykeltur, ved du, at du kan komme ind og få fyldt din vanddunk op eller gå på toilettet. (Foto: Naturturisme I/S)

- N8 er klart med til at forbedre vores smukke område, som er meget cykelvenligt, og jeg håber på, at cykelturisterne vælter ind, siger Charlotte Stiller, der er direktør for det sydfynske hotel.

For at gøre klar til turisterne har hotellet valgt at indrette en garage med pusleplads, hvor cyklisterne kan pleje og vaske deres - i mange tilfælde - dyre cykler.

Derudover har de også gjort det muligt for overnattende gæster at tage cyklen med op på værelset, ligesom man også kan få låst cyklen inde i sin egen garage.

- Vi er en del af det, der kaldes for cykelvenner. Det betyder, at når du ser det lille røde skilt, så kan du komme ind og benytte toilettet og få fyldt din vanddunk op, forklarer Charlotte Stiller og uddyber:

- Selvfølgelig ser vi også gerne, at gæsterne bliver. Men det er den service, vi er nødt til at yde for at få dem til at forstå, at vi rigtig gerne vil cykelturisterne.

Langs N8 vil cyklisterne kunne få et velfortjent hvil, mens de forsyner sig ved en af de vejboder, der ligger langs den 820 km. lange cykelrute. (Foto: Ærø Turist og Erhverv © Ærø Turist og Erhverv)

200 millioner turismekroner

Ambitionerne med den nye N8 er høje. Ifølge Anne Høyby fra Destination Fyn ønsker folk at holde en aktiv ferie.

- Der er et match på Fyn, fordi vi har en genial infrastruktur, der ligger tæt på oplevelser. Oversat er det steder, hvor folk kan bruge penge, siger hun.

Derfor håber Destination Fyn, at cykelruten efter 2020 vil føre til forøget omsætning på 200 millioner ekstra turismekroner.

- Det tror vi på er absolut realistisk, fordi de her gæster skal have et sted at sove. De er interesseret i campingpladser, hotel og sommerhuse, siger Anne Høyby og fortsætter:

- Dem vi går efter cykler mellem 25 og 50 kilometer om dagen og er ude efter at få nogle oplevelser undervejs. Altså stoppe ved den lille vejbod, ved en attraktion og at spise godt om aftenen. Så de har gode penge i cykellommerne.

Folk interesserer sig for at cykle

Destination Fyn har noget at have ambitionerne i, mener Anne-Mette Hjalager, der er professor i turisme ved Syddansk Universitet.

- Vi kan se i alle statistikker, at turisterne faktisk interesserer sig for at cykle. De fleste cykler nogle mindre ture, mens de for eksempel er i sommerhus. Færre tager de lange ture. Men begge grupper har brug for gode faciliteter, siger hun.

Derfor mener hun, at de 17 kommuner, som ruten løber igennem, har en opgave i at få N8 flettet sammen med de aktiviteter, som lokalbefolkningen efterspørger.

På den måde bliver det ikke bare en udgift for kommunerne. De kan også være med til at styrke den lokale infrastruktur.

- Der skal være nogle gode cykelstier, der går nogle dejlige steder hen, og de skal jo ryddes i de perioder, hvor der er sne. Så kommunerne er virkelig vigtige.

Høje ambitioner

Tilbage i Faaborg er hoteldirektør Charlotte Stiller imidlertid ikke i tvivl om, at ruten bliver en succes.

- Ambitionerne er høje, men vi er også mange om buddet. Så jeg er helt sikker på, at cykelturismen på Sydfyn vil blomstre, siger hun.

Ruteåbningen følges op af et forpligtende nationalt, strategisk samarbejde mellem Dansk Kyst- og Naturturisme, VisitDenmark, Dansk Cykelturisme, Vejdirektoratet, Destination Fyn, Destination Lillebælt, Business Lolland-Falster, Visit Vestsjælland, Visit Sydsjælland-Møn, Destination Sønderjylland og Naturturisme I/S. For første gang nogensinde samles alle kræfter bag ambitionen om at gøre Østersøruten til en magnet for cykelturister.

Ambitionen med samarbejdet er, at N8 skal op blandt de allerbedste cykelruter i verden.

N8 bliver officielt indviet i Svendborg, der er 8-tallets knudepunkt. Her trækker fynske borgmestre i cykeltøjet sammen med Transport-, bygnings- og boligministeren, Ole Birk Olesen og Cyklistforbundets direktør Klaus Bondam.

Facebook
Twitter