Hus Forbi-job hjalp Karsten ud af ludomanien

Et job er altafgørende for at slippe af med ludomani. Det vil ny klinik i Odense fokusere på.

Karsten Johansen har været ludoman. Men et job i Hus Forbi, hvor han fik ansvar for andre, har været med til at smide spillelysten på gaden. (Foto: Jonatan Grau Møller)

VM, Tour de France og Wimbledon.

Det vrimler med store sportsbegivenheder. Sideløbende med dem følger reklamer for bettingsider.

Men for mange mennesker er sådanne reklamer det rene gift.

Definitionen på Ludomani
  • Ludomani er afhængighed af pengespil.
  • En ludoman kan ikke begrænse sit spil, selvom han/hun ofte godt kan se, at spilleadfærden ikke er hensigtsmæssig.
  • WHO definerer ludomani som en spillemæssig forstyrrelse, der dominerer personens liv på bekostning af sociale, arbejdsmæssige og familiemæssige værdier og forpligtelser.

Kilde: Ludomani.dk

10.000 danskere er nemlig at karakterisere som ludomaner.

En af dem, der har været en del af statistikken, er Karsten Johansen.

- Det er slut nu. Men det har været alt for voldsomt for mig. Det endte med, at jeg spillede det hele væk, så jeg endte på gaden, fortæller han.

Karsten Johansens spilforbrug havde taget overhånd. Han estimerer, at han i tidens løb har spillet for 10 millioner kroner.

- Jeg har tjent mange penge, og jeg har arbejdet meget i mine yngre dage, siger han.

Så da pengene var sluppet op, meldte hans far ham til et af de allerførste ludomanikurser i landet. Det blev afholdt tilbage i 90'erne.

Her var der en prøve, der kunne fortælle Karsten, om han havde alle symptomerne, der følger med ludomani.

- Man tænker ikke på andet end at spille. Jeg drømte om ludomani. Så på kurset fik jeg topkarakterer i alt. Altså de dårlige ting. Så der er ingen tvivl om, at jeg var ramt af det, siger han.

Reddet af et job

Det lykkedes Karsten Johansen at få vendt sit liv rundt endnu engang. Denne gang til det positive. Men kun for en stund.

- Kurset hjalp, og jeg fik styr på tingene i en periode. Her gik gik alt fint. Men når man får det dårligt, så går man tilbage til det, der trøster en mest. Så begyndte jeg at spille igen, fortæller han.

Ludomani


Ludomani udvikler sig ofte over flere år fra kontrolleret spil til risikospil over problemspil til ludomani. Men for nogen kan det gå meget hurtigere.

  • Risikospilleren er en person, som bliver mere og mere optaget af spil og bruger flere og flere penge på spillet. Risikospilleren er optaget af muligheden for gevinst. Personens spil er overvejet og planlagt, vedkommende har prøvet at vinde, men spillet griber ikke voldsomt ind i privat- og studie/arbejdsliv.
  • Problemspilleren bruger stadigt flere penge og mere tid på spil. Personen læser bøger om spil, udregner gevinstchancer, analyserer og vurderer. Spil lægger beslag på meget energi, fysisk som psykisk. Omgivelserne mærker ofte ændringer i opførslen, men de kan have svært ved at koble det til ludomani. Problemspilleren formår derfor stadig i et vist omfang at skjule sit problem. Pengeforbruget øges, men økonomien er ikke løbet løbsk.
  • Den ludomane er afhængig af pengespil. Spillet er det centrale, venner, uddannelse/arbejde og fritidsinteresser nedprioriteres. Gælden er voksende, og der er risiko for, at vedkommende isolerer sig.

Kilde: Ludomani.dk

Det var svært at holde sammen på hverdagen. Men så fik han et job som sælger af Hus Forbi.

Netop dét job, mener han var årsagen til, at han nu kan undgå at smide mønter i den enarmede tyveknægt.

- Jeg var almindelig sælger, men på et tidspunkt blev jeg tilbudt at blive sælgerrådgiver og komme med i bestyrelsen på Hus Forbi. Og så kan jeg ikke gå rundt og spille hele skidtet op og ende på gaden igen, siger Karsten Johansen og uddyber:

- Jeg har fået ansvar for mig selv og for andre. Dét har hjulpet mig rigtig meget.

Ny klinik fokuserer på jobs

Der er flere og flere, der bliver grebet af spilafhængigheden.

Hvor der i dag er 10.000 ludomaner, var der 6.000 i 2005.

Det kalder på flere og forskellige behandlingstilbud.

Sådan et er netop åbnet på Odense Universitetshospital. Her er fokus på, at hjælpe patienterne i job, forklarer Jakob Linnet, der er leder af klinikken.

- Man har lavet undersøgelser, hvor man har fulgt ludomaner over en årrække, og der kan man se, at de har en signifikant større arbejdsløshed end folk, der ikke har ludomani, siger han.

Klinikken er oprettet med ét simpelt formål. Der skal hjælpes så mange som muligt ud af ludomanien.

Derfor er alle behandlingstilbud ikke ens.

- Vi ved at forskellige mennesker har brug for forskellige ting. Når der er flere tilbud, er der også flere ting at vælge imellem. Så er der også bedre chance for at finde den behandling, der passer bedst muligt til det, man har behov for, forklarer Jakob Linnet.

Derfor vil man på klinikken kunne møde psykologer, som Jakob Linnet, og de har alle kompetencer indenfor at fastholde folk på arbejdsmarkedet.

For meget fokus på spil

I dag er Karsten Johansen ude af ludomanien. Men fordi han har været helt nede at stirre i afgrunden, irriterer det ham, at der er så meget fokus på og reklame om spil.

- Jeg bryder mig ikke om alle de reklamer for spil. Det kan gøre folk vanvittige. Derfor kan jeg ikke lide, at kendte mennesker skal reklamere for det, siger han.

Han har nemlig mærket konsekvenserne på sin egen krop, og ved hvor let det er at blive lokket.

- Jeg har haft en del forhold. Men der er ingen, der gider at have en mand, der gemmer posten, fordi der er kommet en regning. Når de finder ud af det, så er det ud af vagten. Det har jeg prøvet mange gange, siger Karsten Johansen og fortsætter:

- Problemet er, at man kan se at en narkoman er narkoman, og det samme med alkoholikere. Men man kan ikke se, at der er noget galt med ludomaner.

Derfor er Karsten Johansen glad for, at der nu er endnu et behandlingstilbud.

- Det er fantastisk at høre. For det, det handler om som ludoman, er at finde noget, der kan erstatte spillet. Og det vil jo være perfekt hvis man kan få et arbejde med løn, som kan erstatte spillet i stedet for at falde helt igennem, siger han.

Ludomaniklinikken på Odense Universitetshospital kan kontaktes på 29 13 80 45 mandag til fredag mellem kl. 12-20.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.