Hvad er vigtigst - at komme af med haveaffald eller undgå smitterisiko? Genbrugspladser er uenige

Der er stor uenighed om, hvorvidt genbrugspladserne skal være åbne for private eller ej.

KL arbejder på en løsning, så det ikke kun er erhvervsaffald, der kan afleveres på landets genbrugsstationer. (Foto: Sine Skott)

Corona-nedlukning. Dejligt vejr. Ingen aftaler. Snart weekend.

For mange bliver der nok ikke et mere oplagt tidspunkt at gøre haven forårsklar.

Der er bare ét problem: Genbrugspladserne er lukket for private i stort set alle kommuner, så mange kan ikke komme af med affaldet.

Efter statsminister Mette Frederiksen meldte ud, at alle offentlige ansatte skulle blive hjemme, kom Kommunernes Landsforening, KL, med en samlet

opfordring
om at lukke landets genbrugspladser for at mindske spredning af corona.

Flere stationer har dog valgt at holde åbent for erhverv, så eksempelvis håndværkere fortsat har kunnet komme af med byggeaffald. Private borgere har derimod ikke kunnet komme af med deres affald.

Genbrugspladsen på Stadionvej i Odense er lukket på ubestemt tid. (Foto: Sine Skott)

Men nu har de ti fynske borgmestre sendt en fælles

opfordring
til Kommunernes Landsforening om at få alle landets genbrugspladser åbnet.

- Vi mener, at der er behov for, at vi kan komme af med privataffald. Folk får mere og mere affald liggende derhjemme, og de skal have mulighed for at komme på genbrugspladserne, siger Nyborgs borgmester Kenneth Muhs (V).

Men er det ikke rimeligt at lukke dem for at mindske smitten af coronavirus?

- Jo bestemt. Åbningen skal ske ved, at alle

anvisninger
fra sundhedsmyndighederne overholdes. Vi mener, at der kan laves en måde, hvor vi kan overholde det, svarer han.

Silkeborg og Haderslev holder åbent

Nyborgs borgmester mener ikke, at anbefalingerne fra KL kan misforstås. Alligevel har nogle få kommuner åbnet deres genbrugspladser på eget initiativ, blandt andet i Silkeborg og Haderslev.

I Silkeborg er det forsyningsselskabet, der står for genbrugspladserne, så de er ikke underlagt anbefalingerne. Til TV2 Østjylland forsikrer de om, at der er styr på sikkerheden:

- Det hele er tjekket. Pladsernes størrelse, personalet er uddannet, der er skiltet, og så sørger vi for, at der ikke kommer for mange ind ad gangen, siger bestyrelsesformand i Silkeborg Forsyning Jarl Gorridsen.

Men de fynske borgmestre mener ikke, at det er en løsning at åbne blot nogle steder.

- Det dur ikke, at en kommune har åbent, og en anden har ikke, for så flytter vi bare affaldet rundt, siger Kenneth Muhs, som mener, at borgerne er villige til at køre efter at komme af med affaldet.

Det har man blandt andet set på Langeland.

Her lukkede kommunen først sin genbrugsstation i Rudkøbing i torsdags. Folk stimlede sammen, og der var eksempler på, at personer havde kørt gennem to andre kommuner for at aflevere affald.

'Folk tripper, men det er vores ansvar'

Affaldsplus, der dækker flere områder på Sydsjælland, måtte tidligere i marts lukke deres genbrugspladser. De havde ellers intension om at holde åbent, men flere borgere på genbrugspladserne tog ikke hensyn, og de overholdt dermed ikke den anbefalede afstand til hinanden. Derfor blev pladserne lukket.

Der er heller ikke udsigt til, at borgere på Lolland og Falster kan tømme traileren i nærmeste fremtid.

Sådan lyder meldingen fra affaldsselskabet REFA, der er ejet af Guldborgsund og Lolland kommuner.

- Folk tripper for at komme på genbrugspladserne igen, men det er vores ansvar at

håndhæve
forsamlingsforbuddet på genbrugspladserne. Det vil være meget vanskeligt ikke mindst i
påsken
, hvor der traditionelt set er meget aktivitet her, siger bestyrelsesformand for REFA Poul-Henrik Pedersen.

Han er ikke bekendt med, om flere smider affald i naturen som følge af lukningen af genbrugspladserne. Derfor mener han heller ikke, at der er nogen grund til at åbne for genbrugspladserne før tid.

Ifølge Kommunernes Landsforening afventer de i øjeblikket svar fra sundhedsmyndighederne omkring situationen på genbrugspladserne. De forventer at have en løsning i dag eller i starten af næste uge.

Facebook
Twitter