En dag i september i år rejste Simon sig op i klassen sammen med sin klasselærer og kom med en besked til sine klassekammerater, der ind til dette øjeblik plejede at kalde ham for Caroline. Det var kulminationen på overvejelser og følelser, som han havde båret på i flere år.
- Jeg var sådan 5-6 år gammel, og jeg gad ikke rigtigt gå i kjoler. Jeg gad ikke have langt hår og gå i pink og i nylonstrømper, siger Simon Brandt Jørgensen om hans første skepsis ved det køn, han fysisk var født med.
Han havde således i flere år gået i drengetøj, men det var først i sommer, at det gik op for moren, hvor dybt frustrationen stak.
- Der kom det jo så frem, da vi sidder og ser en film, hvor jeg så laver lidt sjov med, at "nu skal du også snart i puberteten" og "det bliver skide sjovt". Og så begyndte hun bare at græde, fordi det ville hun ikke. Hun ville ikke være teenager, fordi så kunne alle jo se, at hun ikke var en dreng, siger Simons mor, Anja Brandt Jørgensen.
Det førte til en snak med Simons klasselærer, der også havde bemærket, at der var noget galt.
- Det endte jo så ud i, at han stod op i klassen sammen med sin klasselærer og fortalte, at det var sådan, han havde det, og nu ville han gerne hedde Simon, og det har de bakket 100 procent op om, fortæller Anja Brandt Jørgensen.
Simon Brandt Jørgensen går nu til psykiatrisk udredning med henblik på at påbegynde en hormonbehandling, der i første omgang skal bremse den kvindelige pubertet, der fyldte så meget i tankerne.
Gardin løser problem
Skolens hjælp og opbakning har været vigtig for den niårige Simon.
- Det betyder meget for én, fordi så ved man, at der er nogen, der lytter til én i stedet for at sige "nej vi har ikke plads til transkønnede børn", siger han.
Udover opbakningen til at stå frem med sine ønsker om at være en dreng har skolen også været nødvendig for at løse en masse praktiske situationer, der ellers kunne have vokset til store problemer for et transkønnet barn.
Se Simon Brandt Jørgensen vise, hvordan han bader efter idræt
- Det sværeste er, når jeg skal gå i bad og også i offentlige badelande og sådan noget. Så synes jeg godt, at det kan være lidt svært, hvis jeg går ind i pigeomklædningen, fordi de kan sige, "hvorfor er du herinde? Du skal ikke være herinde, du er jo en dreng", fortæller Simon Brandt Jørgensen.
Fællesbadet efter idræt er imidlertid blevet løst på lavpraktisk vis. Et gardin er blevet sat op, så Simon kan bade afskærmet.
- Der er bare rigtig dejligt, fordi så kan jeg også føle mig mere tryg ved de andre, selvom jeg er transkønnet, siger han.
Flere dilemmaer på vej
Badeforhænget er altså løsningen på et af de dilemmaer, der pludselig er dukket op på Ørkildskolen, hvor kønsidentitet fra den ene dag til den anden er blevet et vigtigt emne, fortæller afdelingsleder på skolen Elena Christensen.
- Det er sådan, at snakken om kønsidentitet har vi først taget op, fordi Caroline er blevet til Simon, siger hun.
Hun er glad for den løsning, der er nået frem til lige nu, da det muligvis ville skabe problemer, hvis Simon kom ind i drengenes omklædningsrum og badede.
- Man må jo også respektere, at der kan være nogle drenge, som føler det meget grænseoverskridende at Simon kommer ind med sin pigekrop, når der skal bades, siger hun.
I en rundspørge, som DR Nyheder har foretaget blandt danske folkeskoler, svarer 41 skoler ud af 176, at kønsidentitet fylder mere på deres skole, og seks skoler fortæller, at de har ændret faciliteter på skolen.
En af de skoler er altså Ørkildskolen, og skolens afdelingsleder tror, at de danske folkeskoler i fremtiden kun kommer til at skulle tage endnu mere stilling til problematikker omhandlende kønsidentiteter.
- Det kan ikke undgås med al den debat. Fordi der er fokus på det. Vi vil rigtig gerne rumme alle børn, men vi skal lige lære, hvordan vi gør det, og det gør vi ved at samarbejde og være lidt åbne, siger hun.
Simons navneskifte har da også allerede givet anledning til nye refleksioner på skolekontoret.
- Jeg har hele tiden haft den holdning, at til fødselsdage, der skal man enten have alle drengene eller alle pigerne eller hele klassen, og det er jo ikke så nemt. Der er jeg jo nødt til at lave om i min tankegang, siger afdelingsleder Elena Christensen.
Forstående klassekammerater
Mens det er mange års opfattelser, der i nogle tilfælde må gøres op med, når ledere og lærere skal tage stilling til kønsidentitet og transkønnede, så virker klassekammeraterne til at være mere afslappede.
- Jeg har heller aldrig sådan rigtig tænkt over det som noget mærkeligt. Jeg har bare følt, det var normalt jo, fortæller Simons klassekammerat Sofie Nourani.
- Jeg synes, det var rigtig modigt og meget sejt, og jeg havde helt respekt. Jeg synes kun, det var flot af ham, at han sagde, som han jo selv følte, siger hun.
Det nye navn har således vundet indpas i klasseværelset og i skolegården.
- Altså der har været nogle gange, hvor jeg skulle rette mig selv og lige sige "hov nej, Simon", fordi jeg lige glemte det og sådan noget der. Men ellers har jeg været, synes jeg, sådan fin nok til det, siger Sofie Nourani om det nye navn.
Accepten fra lærere og elever betyder meget for Familien Brandt Jørgensen. For to år siden gik Simon på en anden skole, og dengang oplevede Simon ikke den samme forståelse.
- Jeg sagde ikke noget til nogen, fordi jeg var bange for, at jeg ville blive drillet, husker Simon om tiden.
- Jeg husker det som en frygtelig tid at sende sit barn i skole hver dag. Han kom hjem og havde ondt i maven hver dag. Han var rigtig ked af det, og fagligt kom der heller ikke noget ind, fortæller Anja Brandt Jørgensen.
Det har ændret sig på Ørkildskolen. Især efter Caroline er blevet til Simon, og han har fortalt alle omkring ham, at han ønsker at være dreng.
- Jeg har fået et glad barn ud af det. Et barn, der er fagligt med, og som er god i relationer på trods af den modstand, han har haft, fortæller en glad mor.
To måneder efter han rejste sig op i klassen og fortalte om sin belsutning, er det da også en glad og lettet dreng, der kan se tilbage på sin første tid som Simon.
- Jeg har det rigtig dejligt nu, og det er bare skønt at være mig selv, siger han.