Internet og støvsugere: Kommune og OB-selskab sloges om udgifter til e-sportsevent

Uenigheder mellem Odense Kommune og selskabet bag Arena Fyn førte til hårde og pressede forhandlinger forud for storstilet e-sportsturnering.

Sparekassen Fyn Arena dannede i december rammen om en af verdens største e-sportsturneringer. (Foto: Helena Kristiansson © Helena Kristiansson)

Der var millioner af kroner på spil, da nogle af verdens bedste e-sportsspillere i december lagde vejen forbi Odense og Arena Fyn for at deltage i en af klodens mest prestigefyldte Counter-Strike-turneringer.

Men det var ikke kun foran computerskærmene og i arenaen, at der blev kæmpet om millionerne.

I kulissen sloges Odense Kommune og firmaet bag Arena Fyn, Odense Sport & Event (OS&E), nemlig om, hvad det store e-sportsarrangement i Odense skulle koste.

Det viser en aktindsigt, som DR har fået.

Et budgetudspil fra OS&E, der også er selskabet bag Superligaklubben OB, til Odense Kommune afslører, at der var lagt op til, at kommunen samlet skulle betale 1,3 millioner kroner for at afholde det store e-sportsarrangement i arenaen og de øvrige haller i Odense Congress Center.

Det er ikke muligt at fortælle, hvad de enkelte poster i budgettet koster, da priserne er mørklagt i den aktindsigt, som DR har fået.

Af samme grund er det også umuligt at fortælle, hvor meget kommunen i sidste ende betale OS&E for at afholde arrangementet.

Uenige parter

Odense Kommune har ellers en aftale med OS&E om, at de kan benytte Arena Fyn 146 dage om året uden at skulle betale.

Og selvom det kan lyde som en gratis omgang, skulle kommunen i forbindelse med e-sportsarrangementet stadig betale for en lang række ydelser – eksempelvis ekstra stole og borde, da der skulle laves en særlig opstilling til turneringen.

Michael Bruhn Frederiksen, chef for Strategi og Transformation i Odense Kommune, erkender, at forhandlingerne var vanskelige.

Og der blev lagt fra givet ved dørene hos OS&E.

- Der har sådan set været en god tone hele vejen igennem – det er jo professionelle parter. Men der er ingen tvivl om, at vi har været uenige. Vi er uenige om, hvordan vi skal fortolke den aftale, og vi er uenige om, hvordan vi skal faktureres. Og det har vi brugt en del tid på at diskutere, siger Michael Bruhn Frederiksen.

Det var ikke tilskuere, der manglede til den første af tre udgaver af ESL Pro League-finalerne, der afholdes i Odense (Foto: Helena Kristiansson © Helena Kristiansson)

Forklaringen på de svære forhandlinger findes i striden mellem kommunen og OS&E i den såkaldte Arena-sag.

Her havde Odense Kommune og OS&E en aftale om, at kommunen skulle give et årligt milliontilskud på 1,7 millioner til arenaen og OS&E fra 2013 til 2017, fordi kommunen ikke havde levet op til sit løfte om at lægge tilstrækkeligt med arrangementer i arenaen til at få driften til at balancere.

Men den aftale blev i 2017 droppet af Odense Kommune, fordi den var ulovlig.

Parterne har i mere end et halvt år været uenige om, hvordan arena-aftalen mellem kommunen og OS&E skulle fortolkes, men sagen endte i går i et forlig.

Michael Bruhn Frederiksen afviser ikke, at stridighederne kan have haft indflydelse på forhandlingsklimaet mellem kommunen og folkene bag Arena Fyn op til den storstilede e-sportsbegivenhed.

- Når man har haft en aftale om at levere 1,7 millioner kroner som en slags grundtilskud, og man så trækker det grundtilskud, så siger det sig selv, at hvis der før har været noget konduite, og det har der nok, så forsvinder den konduite et stykke hen ad vejen. Og det er sådan set til at forstå, siger han.

Hos OS&E vil administrerende direktør Ole Bang Nielsen ikke kalde forhandlingerne decideret hårde.

- De var præget af, at vi for det første var i en usikker situation omkring, hvordan alt det med brugsretten skulle tolkes. Og det andet var, at der var et tidspres. Det gør selvfølgelig, at der skal træffes nogle hårde beslutninger relativt hurtigt, siger han og fortsætter:

- Det kan gøre, at det kan få en tone, som i en anden sammenhæng ville være lidt mere venlig. Men det har været fine forhandlinger, som er endt med et resultat, som jeg tror, begge parter er tilfredse med.

Han forklarer, at man, da forhandlingerne begyndte, ikke vidste, hvordan man skulle tolke den brugsret af arenaen på 146 dage, som Odense Kommune har.

Derfor endte man med at forhandle om stort set alt.

- Vi ved godt, at når vi er involveret i noget med Odense Kommune, så er det genstand for stor opmærksomhed. Derfor skal vi, og ikke mindst kommunen, være sikker på, at det vi aftaler holder vand og er lige efter bogen. Det betyder, at vi har været alle detaljer igennem, og så er der blevet givet lidt her og taget lidt der.

Han tror, ligesom Michael Bruhn Frederiksen, ikke, at forhandlingerne komme til at præge det fremtidige samarbejde mellem parterne.

- Forholdet er bedre, end de fleste forestiller sig. Vi har ikke noget stort problem med hinanden. Ja, der har været en juridisk tvist, hvor vi ikke har været enige, og der har bestemt være nogle penge involveret i det. Men vi synes alle sammen, at vi er nogenlunde fornuftige mennesker, som vil det bedre for byen og for virksomheden. Vi har en fin dialog med kommunen, og det regner jeg med, at vi bliver ved med at have.

Facebook
Twitter