Investorer poster millioner i ny fynsk robot-guldfugl

Salget af Universal Robots til amerikanske investorer åbner nu op for et nyt robot-eventyr i Odense, hvor On Robot får 100 millioner kroner fra danske investorer og Vækstfonden.

Små gribearme og sensorer til robotter skal give Odense det næste store roboteventyr. (Foto: Kirstine Mengel © Kirstine Mengel)

Den fynske Robo Valley får nu endnu en indbygger med millioner i bagagen.

Enrico Krog Iversen, der tjente millioner på at sælge sin del af robot-succesen Universal Robots, går nu sammen med Vækstfonden om at satse 100 millioner kroner i et nyt fynsk roboteventyr.

Stort behov for udstyr til robotter

Det er virksomheden On Robot, der får glæde af millionerne. On Robot producerer gribearme og sensorer til robotter, og dem bliver der stort brug for i fremtiden, forudser Enrico Krog Iversen.

Robo Valley
  • Robo Valley er et populært udtryk for den fynske klynge af virksomheder, der arbejder med automatisering og robotter.
  • Der er ca 120 robotvirksomheder i klyngen.
  • 43 procent af virksomhederne er etableret efter 2010.
  • I januar anslog en ny rapport, at 3200 mennesker på Fyn nu arbejder med robotter.
  • Alene sidste år blev der skabt i alt 600 nye robot-job på Fyn. Mange af virksomhederne har dog svært ved at skabe kvalificeret arbejdskraft, blandt andet robotingeniører, som må lokkes hertil fra udlandet.

- Der er ingen tvivl om, at antallet af solgte robotter er stærkt stigende. Og de skal alle sammen bruge en griber eller en sensor. Og det er den bølge, vi har tænkt os at ride med på og få en fremtrædende international position, siger Enrico Krog Iversen.

Samtidig med millioninvesteringen i On Robot lægges virksomheden sammen med to nu tidligere konkurrenter - amerikanske Perception Robotics og Opto Force fra Ungarn.

Odense får hovedsædet

De tre virksomheder skal fremover have hovedsæde i Odense, hvor On Robot lige nu har 80 ansatte. Målet er at skabe markant flere job og nå en omsætning på en mia kroner over det, investorerne kalder "en kortere årrække".

- Det er lige nu rigtig interessant med robotteknologien i Odense. Det er en solid platform og med det fyrtårn, vi har i Universal Robots, er det faktisk endnu nemmere at skabe flere virksomheder, der kan trække beskæftigelsen fremad, siger Christian Motzfeldt, der er direktør i Vækstfonden, der har bidraget med størstedelen af de 100 millioner kroner til On Robot.

Odenses robotklynge, der kaldes Robo Valley, består lige nu af over 100 små og større virksomheder og har over 3.000 ansatte.

- Odense fungerer rigtig godt for os. Der er et godt miljø rundt om hele robotbranchen, og der er gode folk, siger Enrico Krog Iversen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.