Irina Poltarakina åbner døren ind til det lille værelse på Bramstrup Kollegiet i Odense, som har været hendes og hendes 11-årige søns hjem i knap et år. En sovesofa, en smal rumdeler og en lille kommode er møblementet på det værelse, som tjener som både stue, soveværelse, spisestue og opholdsrum.

- Det er småt, men her er ingen bomber, siger hun og pointerer igen, hvor taknemmelig hun er over, at danskerne har taget imod hende.

Og den lille familie på to er endda så heldige, at hendes søn kan sove i et tilstødende værelse, der dog, fordi de bor midlertidigt hos kommunen, stadig er fyldt op af 2 køjesenge og en enkeltseng - så værelset er klar til flere flygtninge, når Irina og hendes søn engang flytter videre.

Men på spørgsmålet om, hvordan det er, at skabe et liv for sin søn, uden at have et køkken eller et spisebord at servere aftensmad på, kigger hun væk og siger:

- Jeg prøver ikke at tænke for meget på det.

Kommunerne er pressede

Men kommunerne er pressede i forhold til at skaffe permanente boliger til de ukrainske flygtninge. Det viser en rapport fra Røde Kors, KL og Dansk Flygtningehjælp. Og det er de også i Odense, fortæller jobchef Lotte Saxdorff Brinkmann:

- Der er ikke tilstrækkeligt med boliger her og nu, så vi er afhængige af, at nogen stadig bor midlertidigt, siger hun.

Odense Kommune har taget imod mere end 1.000 ukrainske flygtninge, og det er især en udfordring at finde boliger, der er billige nok til dem, der ikke har fået job endnu, og som derfor kun har en relativ lav integrationsydelse at betale husleje med.

Skole og praktik

Irina Poltarakina har efterladt sin mand i Ukraine, og derfor får hun ligesom rigtigt mange andre ukrainske flygtninge en lavere integrationsydelse, end hvis hun reelt var enlig. For så længe hun er gift, opfattes hun af systemet som én, der har nogen af dele forsørgeropgaven med, selvom hun i praksis lever som enlig her i Danmark.

Og selvom hun drømmer om at få sin egen lejlighed, så har hun været glad for at bo på Bramstrup Kollegiet, hvor hun også har haft et fællesskab med andre ukrainske kvinder. Og hende og hendes søns hverdag giver dem heller ikke tid til at sidde på værelset og kigge ud i luften.

Han går i skole, mens hun bliver undervist i både engelsk og dansk på sprogskole, og så er hun kommet i praktik i en vuggestue. Men hvornår hun får sin egen bolig, og om det vil lykkes hende at få et job, står hen i det uvisse:

- Det er svært, men sådan er livet. Vi kender ikke vores fremtid, så jeg venter, siger hun.

Bolig fra marts

Men pludselig er ventetiden alligevel ovre. Dagen efter besøget hos Irina Poltarakina, får hun besked om, at kommunen har fundet en lejlighed til hende og hendes søn, de kan flytte ind i allerede første marts.

- Det er fantastisk, siger hun med et bredt smil.

Nu er det ikke længere uvisheden, der fylder, men konkrete udfordringer, som at skulle finde en seng, et bord og en stol, der fylder.