Ironman i absurd terræn: Jannick har som den eneste i verden gennemført alle syv ekstrem-triatlons

En cocktail bestående af et triatlon, iskoldt vand og bjerge ville mange takke nej til. Men ikke 42-årige Jannick Rosenlund.

18 timer og 36 minutter.

Så lang tid måtte Jannick Rosenlund lide for at gennemføre.

Men præmien var lige på den anden side af det slovakiske bjerg. Bogstavelig talt.

For når man dyrker ekstrem-triatlon er det normalt, at man løber op ad klipper og rapeller ned ad dem igen.

Godt nok fik han ikke førstepladsen i Slovakiet ved det usædvanlige triatlon i weekenden. Det var heller ikke hensigten. Men alligevel præsterede han noget, som ingen anden kan skrive på cv'et.

Som den første og eneste har han gennemført alle syv løb på Xtri World Tour.

Som navnet antyder, er det en ekstrem triatlon. Distancerne er de samme som en almindelig triatlon. Men det kan man bestemt ikke sige om terrænet.

- Ruten i Slovakiet var ekstrem. Det er noget med at svømme i 5-7 grader koldt vand og cykle i bjerge og slutte af med et maraton i hårdt terræn. Det var ubegribeligt hårdt. Når man bruger ti timer bare på maraton-delen, så fortæller det lidt om terrænet, siger Jannick Rosenlund og fortsætter:

- Det værste var, at på et tidspunkt så går jeg og tænker. Har jeg slet ikke ondt, eller har jeg ondt over det hele? Det er bare ubegribeligt, hvordan man kan blive ved med at løbe op og ned på sådan en rute. Her var løbet klart det hårdeste.

Ikke nogen sportsmand

Faktisk er det med at dyrke sport ikke noget, der ligger først for i Jannick Rosenlunds liv.

Ifølge ham selv er han ”på ingen måder en sportsmand”.

Men en tidligere kollega, som gerne ville tabe sig, satte et mål om, at han ville løbe et maraton. Det satte gang i tankerne.

- Hvis han kan, så kan jeg også. Så jeg begyndte at træne, og fik løbet mit første maraton. Min krop var helt ødelagt bagefter, forklarer den 42-årige familiefar.

Men med tiden blev det kedeligt at løbe. Så han fandt ud af, at man i en triatlon kunne kombinere forskellige sportsgrene, som samtidig indebærer et taktisk element.

I 2014 gennemførte han sit første triatlon, og efter lidt tid besluttede han sig egentlig for at stoppe. Han brugte for meget tid på det.

- Men så faldt jeg over det legendariske Isklar-Norseman i Norge. Det er det originale x-tri-løb. Her er 250 pladser, der fordeles ved lodtrækning. Jeg var heldig at få en plads. Så jeg tog derop, gennemførte og var solgt, siger Jannick Rosenlund.

  • Det er spektakulære landskaber, der danner rammen om de syv forskellige X-Tri-løb. (Foto: PRIVATFOTO)
  • Det er spektakulære landskaber, der danner rammen om de syv forskellige X-Tri-løb. (Foto: PRIVATFOTO)
  • Det er spektakulære landskaber, der danner rammen om de syv forskellige X-Tri-løb. (Foto: PRIVATFOTO)
  • (Foto: PRIVATFOTO)
1 / 4

Som en frø i en gryde

Selvom han altså egentlig havde besluttet sig for at stoppe, stod målet atter lysende klart for Jannick Rosenlund.

Han ville gennemføre alle syv løb på X-Tri World Tour. Den startede i Norge og blev udvidet til også at have løb i Schweiz og Skotland. Har man gennemført de tre, kommer man i Hall of Fame. Sidenhen er løbene i Slovakiet, Sverige, Canada og USA kommet på løbslisten.

Jannick Rosenlund kan ikke lade være. Han vil gennemføre dem.

Han beskriver det som den gamle historie om, at hvis du putter en frø i en gryde med vand, sætter den på komfuret og tænder. Så opdager den det ikke i modsætning til, hvis du dumper den i, mens vandet koger.

- Jeg tror simpelthen, at det der er sket for mig, er, at vandet koger helt vildt rundt om mig, uden jeg har opdaget det. Jeg tager et skridt ad gangen, og det bliver en lille smule mere ekstremt hver gang, forklarer Jannick Rosenlund.

Faktisk var han tæt på at gennemføre løbet i Slovakiet allerede sidste år. Men et par uger før løbet brækkede han hånden.

Det var dog ikke nok til at melde afbud. Jannick Rosenlund forsøgte at klare sig igennem. Men med 15 kilometer igen måtte han give op.

Tidligere på sommeren deltog han i X-Tri-løbet i Alaska, USA. Her var vandet så koldt, at han måtte kæmpe i 39 minutter for at få varmen, inden han kunne gå i gang med de 180 kilometers cykling. (Foto: PRIVATFOTO)

Har fået respekt i udlandet

Når den 42-årige far til to stiller til start, er det ikke med øje på podiet. Det rækker talent og træningsmængde ikke til.

Han lægger da heller ikke skjul på, at der er andre, der er bedre end ham.

Faktisk var vinderen af det slovakiske løb "kun"13 timer om at gennemføre.

Det er fem timer hurtigere end fynboen.

Selvom han ikke var i nærheden af første-, anden- eller tredjepladsen, blev Jannick Rosenlund alligevel kaldt op på podiet.

Her blev han hædret for sin enestående præstation - at have gennemført alle syv løb.

- At stå deroppe foran 150 atleter og supportere. Nogle som ved, hvor krævende det her er. Det er alt værd. Det er fantastisk, forklarer den ekstreme triatlet.

Jannick Rosenlunds præstationer er også noget, der vækker opsigt i x-tri-miljøet.

- Det er grundlæggende ret skørt. Jeg har lavet fire af de her x-tri-løb på to måneder. Det er det vildeste, jeg har gjort, fortæller den smilende fynbo.

- Når jeg møder folk til løbene rundt omkring, så siger de 'hvad pokker, du var da også derhenne'. Jeg mødte en i Alaska, der sagde 'You’re an animal'.

Jannick Rosenlund er netop kommet hjem fra Slovakiet. For at fejre sin præstation har han givet sig selv lov til at holde fri i denne uge. Men selvom han har gennemført alle syv løb, venter der nye mål allerede næste år.

- Lige nu hviler jeg på laurbærrene. Men der kommer tre løb næste år – i Spanien, Italien og Chile, og det vil være en drøm at gennemføre dem også.

Sammen med familien løber Jannick Rosenlund over målstregen ved X-Tri-løbet i Canada. (Foto: PRIVATFOTO)
Facebook
Twitter