It-virksomhed giver medarbejderne fri hver fredag - til samme løn: Sådan når vi det samme på 30 timer

It-virksomhed i Odense arbejder systematisk for mere effektive arbejdsdage- og metoder.

Arbejd 30 timer om ugen og få løn for 37 timer.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, men ikke desto mindre er det virkeligheden hos it-virksomheden Abtion, hvor 42 af de 43 medarbejdere kun arbejder 30 timer om ugen fordelt på fire arbejdsdage, men får løn for et almindeligt fuldtidsjob.

Og de er ikke de eneste, som kun arbejder fire dage om ugen. Også medarbejdere i for eksempel virksomheden IIH Nordic har en firedages arbejdsuge.

Ifølge lektor i arbejdsliv ved Roskilde Universitet Janne Gleerup er firedages arbejdsuger en tendens, der begynder at spire frem flere steder.

- Det, der sker nu, er, at der er nogle pilotprojekter både i den offentlige og private sektor, hvor man gør sig nogle erfaringer med, hvad der er fordele og ulemper, hvad der virker godt, og hvad man skal passe på med. Det er spændende, om det er noget, der kan rulles ud i bredere forstand, siger hun.

Hvis man arbejder smart, er en firedages arbejdsuge lige så effektiv som en femdages, konkluderer leder i Abtion Bo Kønskov.

- Indtil videre så når vi det samme, som vi gjorde før. Vi bruger absolut meget mindre tid på møder og meget mere tid på kerneopgaven, siger han.

Bo Kønskov tror samtidig på, at det giver et mere afbalanceret arbejdsliv, at man holder fri om fredagen.

1

Korte møder

Uret står fast i mødelokalerne og bruges som redskab til at holde effektive møder. (Foto: © Tanya Fick)

I jagten på spildtid holder medarbejderne korte, effektive møder i it-virksomheden Abtion.

De kan vælge imellem to typer møder: et standardmøde på 20 minutter eller et ekstra langt møde på 40 minutter.

- Det er ret kort tid at have med at gøre, så derfor har vi brug for et ur, der viser os, hvor lang tid, vi har tilbage, fortæller Bo Kønskov.

På forhånd har mødedeltagerne aftalt, hvor langt mødet skal være, og så ringer uret, når mødet er slut.

- Det har en psykologisk effekt, der gør, at man 'speeder up' og skynder sig at aftale det, man skal have aftalt, og dropper pjatten og hyggesnakken, siger lederen.

Bo Kønskov understreger, at de sagtens kan pjatte og hygge sig, men det foregår bare i de dedikerede pauser.

2

Rød lampe

Når den røde lampe lyser, må man ikke forstyrre sin kollega. Her er det udvikler i Abtion Aris Kuckovic, der arbejder koncentreret. (Foto: © Tanya Fick)

Samtidig med at Abtion startede på en firedages arbejdsuge i september, påbegyndte de også en ny arbejdsform kaldt pomodoro, som går ud på, at man arbejder i intervaller.

Man holder fokus på sit arbejde i 25 minutter, og i den tid vil en lampe lyse rødt. Derefter holder man fem minutters pause, hvor en lampe så vil lyse grønt. Det gør man fire gange, og derefter udløser det en halv times pause.

Martin Carlsen sidder med projektledelse i Abtion og er vant til at forstyrre sine kollegaer med forskellige spørgsmål løbende. Så den nye arbejdsform skal helt klart tillæres, fortæller han.

- Man skal virkelig, virkelig fokusere på, at man ikke må forstyrre. Nu er du nødt til at respektere, at når en lampe er rød, så går du ikke derhen, siger han.

For udvikler Aris Kuckovic har det også taget tid, før den nye ordning har givet mening.

- Jeg synes, det var svært at komme ind i det. Jeg kunne sidde i flere timer uden at tage en pause, men mod enden var det svært at koncentrere sig, siger han og fortsætter:

- Så jeg synes, det var noget af en forandring, men det giver godt nu.

3

Hold pauser

Leder i Abtion Bo Kønskov fortæller, at medarbejderne generelt efterspørger mere tid end mere løn, når de har samtaler med ledelsen. (Foto: © Tanya Fick)

Meningen med pauserne er at gøre de resterende minutter på arbejdet mere effektive.

- Man holder tvungen pause, og det gør, at man på mange punkter har lettere ved at koncentrere sig i længere tid, siger programmør Anders Guldbek og fortsætter:

- Når man sidder og udvikler, og man kommer 'in the flow', så glemmer man ofte at tage en pause, og det gør, at man hurtigere brænder ud, i stedet for at man har energi spredt ud over hele dagen.

Men det har også haft en betydning for kontormiljøet, fordi man ikke kan tage små snakke-pauser på kontoret.

- Man samler al smalltalken til pauserne i stedet for, så det har både sine fordele og ulemper, siger Anders Guldbek.

Både pauserne på jobbet og den ekstra ugentlige fridag fra arbejdet har en positiv effekt for medarbejderne, mener leder Bo Kønskov.

- Det arbejde, vi laver i dag, er ret anstrengende og tanketungt. Sidder man og koncentrerer sig fuldt ud en hel dag fem dage om ugen, kan man godt blive ret baldret. Oven i det har vi heller ikke så meget tid sammen med vores familier, fordi vi arbejder så meget, fortæller den 36-årige leder i Abtion.

Medarbejderne er generelt glade for den ugentlige fridag.

- Jeg synes, det er rigtig godt, at der er nogle, der tør tage skridtet, for det er en stor tillidserklæring fra ledelsen, at man tør implementere det her, siger projektleder Martin Carlsen.

Hør flere medarbejdere i Abtion fortælle om, hvad de nye arbejdsformer betyder for dem. (Reporter: Tanya Fick).

0:00