Jeg følte mig ikke som et menneske: Tidligere anbragte i særforsorgen får undskyldning

Forholdene for anbragte i sær- og åndssvageforsorgen har været så alvorlige, at regeringen nu lover en undskyldning.

Birgit Rasmussen sammen med sin mand. Som barn var hun anbragt i særforsorgen. Nu opfordrer hun politikerne til at bruge rapporten til at kigge fremad og på forholdene for handicappede i dag. Hun mener nemlig stadig at myndighederne begår fejl. (Foto: © Mona Aaberg, DR)

Undskyld.

Sådan lød det først til godhavnsdrengene og ikke så længe efter til de de grønlandske eksperimentbørn. Et undskyld fra staten for den behandlig, de havde fået.

Nu er der en undskyldning på vej til flere tusinde danskere, som var anbragt i særforsorgen mellem 1933 og 1980.

Undskyldningen kommer efter en historisk udredning bestilt af Social- og Ældreministeriet, som har afdækket voldsomme forhold i forsorgen.

- Vi har eksempler på, at mennesker har kastet op i deres mad og er sat til at spise af det af de ansatte under tvang efterfølgende, siger Sarah Smed.

Hun er museumsleder på Forsorgsmuseet i Svendborg, som har stået i spidsen for at lave udredningen.

Rapporten afdækker blandt andet at der er sket seksuelle overgreb, vold, indespærring og fiksering. Og så svigtede det statslige tilsyn også, forklarer hun.

- Det har været et symbolsk tilsyn, hvor der er kommet en repræsentant og har kigget i bøgerne og talt med for eksempel en forstander eller overlæge. Samtaler med de mennesker, som har levet i det her, det er ikke sket.

Blev fragtet i godstog og måtte tisse i bukserne

En af dem, som har bidraget til rapporten er 74-årige Birgit Rasmussen fra Odense. Som 8-årig blev hun på grund af sit handicap som spastiker sendt på Geels Kostskole på Sjælland tilbage i 1956-57, fordi lægerne mente, de ville kunne tilbyde den bedste behandling.

- Jeg følte mig ikke som et menneske. Jeg klarede det kun, fordi mine forældre tog mig hjem efter et år, siger hun i dag.

Hun oplevede generelt, at de ansatte ikke havde forståelse for børn - og hun husker med gru det ugentlige bad.

- De unge piger (ansatte, red.) nød den magt, de fik tildelt over os. Jeg kom ned i et badekar med varmt vand og mine ellers så spændte muskler blev dejligt afslappede. Men det varede kun kort. For efter badet kom den uundgåelige iskolde afskyldning, og mine muskler blev endnu stivere, end de havde været før badet.

Hendes breve med familien var udsat for censur, hun begyndte med ufrivillig vandladning, som de ansatte blandt andet forsøgte at løse med afstraffelse, og der var generelt mangel på omsorg til den dengang 8-årige pige.

- Jeg oplevede aldrig, at der kom nogen og spurgte, hvordan jeg have det. For eksempel den dag jeg havde fødselsdag, kom afdelingslederen med en lille pakke til mig om morgenen, inden vi var stået op. Hun stod i døråbningen og kastede pakken over i sengen til mig. Min seng stod bagest i 4 mandsstuen. Der var ikke megen omsorg i det.

Når hun skulle hjem til familien på Fyn i weekenderne foregik det i et godstog – uden varme og kun i selskab af en anden handicappet pige.

- Hvis vi skulle tisse, måtte vi gøre det i bukserne. Kørestolen var polstret med plast, så det gjorde ikke så meget. Men vi var utrolig flove, når gulvet blev vådt.

Som lille kunne hun selv bevæge sig rundt, hun kunne cykle på en trehjulet cykel, og i sit voksenliv har hun arbejdet som socialrådgiver. Men med tiden er hendes muskler blevet mere spændte, og i dag er hun afhængig af sin elektriske kørestol, sin mand og hendes hjælpere.

LEV: Undskyldning på sin plads

Hos handicaporganisationen LEV glæder de sig over, at der kommer undskyldning.

- Vi ved, det var forfærdelige forhold, som de anbragte blev budt. Alligevel er den historiske udredning rystende bevidninger på, hvor forfærdeligt det var. Så der er grund til at sige undskyld fra staten. For man vidste, det var galt, man greb ikke ind, og man førte ikke det tilsyn, man skulle. Det skal staten undskylde for, siger landsformand Anni Sørensen.

Mange af de anbragte lever ikke længere, men rapporten fortæller også, at oplevelserne stadig har indflydelse på de anbragte, som stadig lever. Derfor er det vigtigt at undskyldningen kommer nu.

- De har brug for undskyldningen og vide, at de var ikke jer, der gjorde noget galt. For mange bærer den dag i dag dybe ar i deres liv og sjæl, siger Anni Sørensen.

Kan det ske igen?

Men én ting er den undskyldning, som bliver givet for de forhold handicappede levede under for mere end 40 år siden. Spørger man formanden for LEV, så frygter hun, at en undskyldning om 50 år kan komme på tale for de forhold, som handicappede har i dag.

Hun understreger, at forholdene i dag og dengang ikke kan sammenlignes. Men hun oplever, at forbedringerne er gået i stå, og ser tendens til et menneskesyn, som går igen fra dengang.

- Mennesker lever i store totalinstitutioner med 100-200 mennesker sammen i helhedstilbud. Man kommer ikke uden for matriklen. Man får ikke den nødvendige støtte og hjælp, og på den måde må man sige, at der desværre er tendenser, som ligner den måde man betragtede mennesker på under åndsvageforsorgens tid.

- Altså mennesker som ikke har samme ret som du og jeg, og nogle som ikke har samme mulighed for at leve et liv så normalt som muligt.

Dorte Birkmose er psykolog, forfatter til en bog om forråelse på velfærdsområderne, og holder oplæg for ansatte inden for velfærdsområderne.

Hun mener, der bliver noget at sige undskyld for om 50 år. Hun mener nemlig ikke, der er blevet gjort noget ved de grundlæggende årsager til, at forråelsen kan dukke op. Blandt andet fordi politikere er med til at tale om ’det dyre specialområde, der kannibaliserer normalområderne’

- I dag er der stadig en retorik om de vanskelige pårørende og borgere, som kræver helt vanvittige mængder af hjælp. Vi har stadig krænkelser, ulovlige fysiske magtanvendelse, og vi har stadig svigt af dem, som har mest brug for hjælp. Så de oplever stadig afvisninger, skæld ud, latterliggørelse, og en bagatellisering af deres problemer, siger Dorthe Birkmose.

For to år siden bragte skjulte optagelser fra et plejehjem i Aarhus debatten om forråelse frem, og i år blev to ansatte på en døgninstitution dømt, efter blandt andet at have puttet et råt æg i bleen på en autistisk mand.

Men Dorthe Birkmose advarer om, at forråelsen ligger et eller andet sted i os alle.

- Det er vigtigt for mig at sige at alle dem, der har været omkring de to pædagoger har også fejlet. For der er en masse omkring dem, som har vidst noget, set noget, opsnappet noget, som har haft et ansvar for at hjælpe dem, som farer vild. For de forråede kulturer opstår over længere tid, hvor der er slidte, afmægtige, moralsk stressede og omsorgstrætte medarbejdere, som ikke får ledelse eller hjælp nok.

- Hvis bare man bliver slidt og afmægtig nok, kan man få tanker om, at; det må vi godt, det er bare for sjov, og det sker der jo ikke noget ved. Og han forstår alligevel ikke noget. Udefra set kan det være ubegribeligt, men jeg tænker, at alle mennesker på tidspunkter i deres liv har følt sig så afmægtige, at de fik lyst til at latterliggøre eller afvise andre mennesker, og det er hele humlen i det her, siger hun.

Hvorfor Birgit Rasmussen eksempelvis skulle skylles med iskoldt vand efter det varme, har hun aldrig forstået. For umiddelbart er der intet sundhedsfagligt belæg for det. Derfor har hun senere i sit voksenliv fået tanken, at det det var en forråelse, der skete blandt personalet.

Men for hende er undskyldningen én ting. Hendes håb er, at rapporten kommer til at ændre noget for de fremtidige generationer af handicappede.

Hun oplever nemlig stadig, at det er en lang og sej kamp, når hun eksempelvis skal have bevilget nye hjælpemidler. Og samtidig er næsten umuligt at skaffe nye hjælpere.

- Myndighederne har begået fejl, men de begår stadig fejl. Så de ansvarlige skal have at vide, at det simpelthen ikke er godt nok.

Det har ikke været muligt at få et interview med Astrid Krag, men hun skriver i et skriftligt svar:

- Udredningen afdækker de store svigt, der fandt sted på institutionerne under sær- og åndssvageforsorgen i en lang årrække. Derfor er det eneste rigtige at sige undskyld til de mennesker, som blev udsat for overgreb og svigt, mens de boede der.

- Vi må ikke lukke øjnene for fortidens fejl, men derimod lære af dem. Derfor er det så vigtigt, at fortællingerne kommer frem, uanset hvor ubehagelige de er. Med udredningen har vi taget et vigtigt skridt ved at anerkende fortiden og lære af den. Der vil på et senere tidspunkt blive afholdt et arrangement, hvor en officiel undskyldning til de tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen vil blive givet.