Sune Gren står med to-årige Villads på armen og kigger betaget ned i husets store slyngevugge.
- Baby sover, lyder det fra den to-årige.
Både sprog og sut understreger med al tydelighed, at han knap er færdig med at være baby. Alligevel er det tvillingerne i slyngevuggen, Nora og Viola på fire måneder, der har overtaget rollen som familiens babyer.
- Det er megadejligt. Men det er også megahårdt. For det er jo svært at være der for både Villads og pigerne samtidig, forklarer mor til dem alle tre, Stine Gren.
Sune Gren kunne takket være noget gemt barsel fra Villads og noget ferie blive hjemme de første syv uger efter pigernes fødsel, men siden har han været tilbage på arbejde, mens Stine Gren er gået alene hjemme med de to piger:
- Jeg sad og græd i sofaen, jeg glædede mig bare til, at Sune kom hjem. Det der med pludselig at skulle have ansvaret for begge to, havde jeg virkelig svært ved at overskue.
Borgerforslag til politisk behandling
Som udgangspunkt har tvillingeforældre præcis lige så meget barsel som forældre til ét enkelt barn. Så hvis begge forældre går hjemme de første måneder, slipper barslen op i den anden ende, så tvillingerne skal i institution længe før, de fylder et år.
Men et nyt borgerforslag, som har til formål at sikre 26 ugers ekstra barsel til tvillingeforældre, er i dag blevet taget op på Christiansborg, og Stine Gren håber, at politikerne vil se positivt på forslaget.
- Jeg håber, at de kommer igennem med minimum 16 uger og gerne lidt mere. Fire måneder ville gøre en kæmpe forskel. Så har man også roen, når far skal tilbage på arbejde. Så man ikke sidder hjemme i sofaen og græder og føler, at det hele er uoverkommeligt.
Samlebånd
Mens de to piger tager en lur i vuggen, bruger Sune den rolige stund til at få renset flasker. Der er flere forskellige maskiner i spil for at få de mange flasker, der er linet op på køkkenbordet, renset og fyldt med ny mælk.
- Jeg har købt mange gadgets, jeg ikke troede jeg skulle købe. Vi bruger 14-16 flasker på en dag, siger Sune.
For da han tog tilbage på arbejde, var Stine nødt til at stoppe amningen for at få hverdagen til at hænge sammen. Og mælkeflaskerne er ikke det eneste, der er sat i system.
- De får selvfølgelig masser af omsorg. Men puslesituationer, bad og putning. Det bliver bare lidt samlebåndsarbejde, og alligevel kan man hurtigt føle sig utilstrækkelig, siger Sune Gren.
Altid én der må vente
Forskning viser, at tvillinger simpelthen har mindre direkte øjenkontakt med deres forældre end andre børn, fortæller psykolog med speciale i tvillinger Helle Birkholm-Buch.
- Det påvirker den sproglige udvikling og deres evne til at regulere sig selv følelsesmæssigt, men det mest bekymrende er, at det også påvirker deres mulighed for at få en tæt tilknytning.
Selvom familien i Middelfart ikke er i tvivl om, at deres piger får den nærhed og omsorg, de har brug for, så kan de godt genkende frustrationen over, at de nogle gange er nødt til at vælge den ene tvilling fra.
- Da Sune var hjemme, så kunne han jo pusle den ene, mens jeg var ved den anden. Nu er jeg nødt til at lade den ene ligge alene i stuen, mens jeg pusler den anden. Og det gør ondt i maven, at man hele tiden må vælge den ene fra for at tage sig af den anden.