Julehjælpen vokser: Pernille samler selv ind til trængte familier

Hjælpeorganisationer melder igen i år om rekordmange ansøgere til julehjælp. Pernille Danielsson har startet sin egen indsamling.

Pernille Danielsson har modtaget over 100 ansøgninger til årets julehjælp. Hun har hjulpet trængte familier siden 2012. (Foto: Ida-Sofie Sellerup)

Julekalendere, adventsgaver og bløde pakker under træet er ikke en selvfølge i alle familier. Det mærker man igen i år hos de to største hjælpeorganisationer, der har rekordmange ansøgninger til julehjælp.

Dansk Folkehjælp har modtaget 15.239 ansøgninger fra trængte familier. Frelsens Hær har fået omkring 11.500 ønsker om en hjælpende hånd.

I takt med de stigende antal ansøgninger er der hjælpsomme privatpersoner, som også spæder til. En af dem er Pernille Danielsson fra Munkebo. Hun har siden 2012 samlet ind til julegaver til børn i området.

Et særligt forhold til julen

Rundt omkring i Pernille Danielssons hjem står der i dag papkasser og plasticposer med alt fra Playstation-spil til krøllejern, legetøj og cremer. En indsamling, der startede, fordi hendes familie selv har et ganske særligt forhold til højtiden.

- I vores familie går vi meget op i julen. Så havde vi læst om de familier, der ikke havde mulighed for at holde jul. Det ramte mig, så dem ville jeg gerne gøre en forskel for, fortæller Pernille Danielsson.

Derfor startede hun for seks år siden den første indsamling, og siden da har det taget fart. Indsamlingerne er blevet større og får massiv opbakning fra folk, der gerne vil donere gaver.

- Det er fuldstændigt overvældende. Jeg bliver så glædeligt overrasket. Familie, venner og bekendte bakker op om det. Selv folk udefra, der har læst om det, vil også gerne hjælpe, fortæller Pernille Danielsson med et smil.

Pernille har modtaget gavedonationer fra fremmede og bekendte, som i sidste ende skal deles ud til fire forskellige familier. (Foto: Ida-Sofie Sellerup)

Besøger ansøgerne før udvælgelse

Pernille Danielsson har i år modtaget over 100 ansøgninger til julehjælp. Som tidligere år har hun udvalgt nogle familier, som kan se frem til at få nogle af deres ønsker opfyldt.

- Alle, der søger, har et eller andet behov for hjælp. Men jeg er blevet lidt kritisk, fortæller Pernille Danielsson, som har en ganske særlig måde at udvælge familierne på.

Først beder hun blandt andet om at se deres årsopgørelse og kontoudtog. Derefter besøger hun familierne og spørger ind til deres ønsker. Til sidst vælger hun fire familier, som får en julekurv, og to familier, som får julegaver oveni.

I år har hun blandt andet valgt at hjælpe en enlig far, der har tre døtre. Han er syg, og pigernes mor er død.

- Hvis det er deres sidste jul, skal det være en jul, de kan huske med deres far, fortæller Pernille Danielsson.

Og de ønskesedler, hun modtager fra familierne, har ikke mange ligheder med de ønskesedler, hun får fra sin egen familie.

- De ønsker sig shampoo, deodoranter, underbukser. Noget, som mine egne børn selv tager for givet. De har ikke ret meget selv, og derfor kan alt hjælpe. Selv den mindste ting, fortæller Pernille Danielsson.

Kom med hjem til Pernilles private indsamling i radioreportagen:

Facebook
Twitter