Karakterkrav spænder ben for Daniels tømrerdrømme

Daniel Petersen har mange års erhvervserfaring, men han har ikke 02 i dansk og matematik, som erhvervsskole-reformen kræver. Derfor kan han ikke starte på tømrer-uddannelsen.

Daniel Petersen er 25 år, men har aldrig taget en 9. klasse. Nu kæmper han med at bestå dansk og matematik, så han kan komme på erhvervsskole. (Foto: © Charlotte Flyvbjerg DR Fyn)

Daniel Petersen er lige kommet ud fra sin skriftlig dansk-eksamen. Han har været nervøs op til prøven, for han er nødt til at bestå, hvis hans drøm skal gå i opfyldelse.

Den 25-årige fynbo vil være tømrer. Han har arbejdet, siden han var teenager, men så gik hans firma konkurs, og i mellemtiden er der trådt en ny erhvervsskole-reform i kraft.

- Jeg tog ud og søgte lærepladser, men efter den nye reform ville de ikke engang se mit cv, siger han og forklarer, at han nu bliver yderligere forsinket:

- Det er da øv, men på den anden side så er der jo ikke noget, jeg kan gøre ved det. Jeg skal jo bare gøre det, siger han.

Daniel Petersen skal have 02 i dansk og matematik på 9. klassesniveau, og det har han ikke endnu.

- Jeg har arbejdet som slagter, men jeg har aldrig taget min 9. klasse, for efter efterskolen fik jeg arbejde uden om uddannelsessystemet og uden karakterer, forklarer han.

Mange giver op

Nu er fingrene krydsede for at dagens eksamen gik godt, så han ikke skal gå på VUC igen. Han vil gerne bruge det ekstra halve år på at bestå fagene, men det er ikke alle, som har tålmodighed til det, fortæller Daniel Petersens klasselærer Susi Kyhn.

- Der er flere, som forlader undervisningen og giver fuldstændig op, siger hun.

Daniel Petersen er også nervøs for, hvilken fremtid andre ufaglærte voksne får:

- Jeg tror, der er mange, som opgiver, fordi reformen sætter en spærring op. De prøver nok at finde ufaglært arbejde i stedet, siger han.