Kendt forfatter bruger millioner på forsamlingshus: Jeg har ikke brug for en feriebolig i Nice

Forfatter Josefine Ottesen har brugt sit overskud fra bogsalg på at skabe et lokalt kulturprojekt.

Forfatteren Josefine Ottesen har brugt sit overskud fra bogsalg på at købe og renovere nogle gamle bygninger i Svendborg for at skabe et forsamlingshus for byens borgere. (Foto: Thomas Dinsen)

Det støver og larmer, når håndværkerne saver i gulvet.

Der er fuld gang i ombygningen af Lundevej 2 i Svendborg.

Før var adressen synonymet med Frelsens Hær, men fra 1. april skal der efter planen stå et folkeligt forsamlingshus klar.

Bag projektet er forfatteren Josefine Ottesen. Hun er blandt andet kendt for sine fantasyfortællinger, men nu kan hun også snart skrive ejer af forsamlingshus på CV'et.

- Jeg har noget overskud, som jeg har genereret ved at sælge bøger, og det giver meget mening at give det tilbage til noget kultur, siger forfatteren, der står en lang række børne- og ungdomsbøger blandt andet ungdomstrilogien 'Krigeren', 'Historien om Mira' og 'Det Døde Land.'

Huset, med den prominente adresse i Svendborg, skal være et samlingssted for alle byens borgere, og så skal det være en kontrast til de caféer og restauranter, som der allerede er.

- Der mangler en lokalitet midt i byen, der har sine egne præmisser. De fleste andre steder i byen er drevet af restauratører, hoteller eller borgerforeninger, og det giver en masse begrænsninger, mener hun.

Hun tilføjer:

- Der er et stort ønske om fællesskaber, hvor det er ukompliceret, og hvor man ikke skal præstere så meget.

Håndværkerne er i fuld gang med at forvande det store lokale til et folkeligt forsamlingshus. (Foto: Thomas Dinsen)

Fra fantasy til virkelighed

Idéen opstod tilfældigt på en af forfatterens gåture i Svendborg midtby.

- Jeg går forbi her hver dag, og så opdagede jeg, at det var til salg. Så gik jeg rundt og snakkede lidt med forskellige folk, som jeg forestillede mig kunne være interesserede i at deltage i projektet, fortæller hun.

For Josefine Ottesen har det været en selvfølge at give noget videre til lokalsamfundet.

- Jeg har ikke behov for en ferielejlighed i Nice. For mig er det sjovere at bruge det på det her end på så meget andet, siger hun.

Køkkenet drevet af indsatte

Huset købte hun for 2,2 millioner kroner, og Josefine Ottesen forventer at bruge yderligere en million på at renovere lokalerne.

For de penge får svendborggenserne et forsamlingshus, hvor der i kælderen bliver indrettet et værksted, hvor meningen er, at man skal medbringe gamle ting og forvandle dem til nye. Derudover er det planen, at der én gang om ugen skal afholdes folkekøkken.

Køkkenet skal drives af Carlos' Kitsch'en. Det er et projekt, der har til formål at støtte indsatte til en bedre løsladelse. Håbet er, at det skal minimere risikoen for at vende tilbage til en kriminel løbebane. Netop dét samarbejde er Josefine Ottesen begejstret for.

- Den tanke om, at man kan kombinere det med det her folkekøkken, er også med til at give det et hjerte, mener hun.

Facebook
Twitter