Kig op: Droner bliver en endnu større del af politiets arbejde i fremtiden

Fyns Politi skal sammen med Rigspolitiet være med til at udbrede brug af droner i landets politikredse.

Politi over hele Danmark skal fremover lære af de erfaringer, som Fyns Politi har gjort sig med brug af droner.

Siden sommeren 2017 har Fyns Politi brugt droner i deres arbejde.

- Der er adskillige eksempler på, hvor den har været nyttig indtil videre, siger Dennis Kristiansen, der en af de tre droneførere ved Fyns Politi.

Fyns Politi og droner
  • Politiet har ti droner til rådighed.
  • Den største drone kan flyve 60-70 kilometer/timen. Den vejer cirka ni kilo og kan løfte omkring seks kilo.
  • Politiet må flyve i op til 120 meter over jorden.
  • Den store drone kan flyve cirka 45 minutter i luften ad gangen på ét batteri.
  • Politiet bruger dronerne i deres daglige arbejde - for eksempel til eftersøgning af forsvundne personer, til færdselsovervågning og til observation af personer, som ikke skal se, at politiet overvåger dem.

Dronerne har blandt andet været nyttige i forbindelse med efterforskningen i sagen om stenkast på motorvejen.

- Det har givet et rigtig godt overblik over, hvor skulle man måske søge henne, fortæller Dennis Kristiansen.

Fyns Politi har på et halvt år høstet så brede erfaringer med brug af de flyvende objekter, at det sammen med Rigspolitiet fremover skal udbrede brugen af droner i andre politikredse.

- Vi skal som en pilotkreds udbrede brugen af droner til det samlede danske politi, og det er vi enormt glade for, siger vicepolitiinspektør Kim Munksgaard.

Kim Munksgaard fortæller om politiets droner.

Fyns Politi har investeret i flere forskellige dronetyper og har blandt andet mulighed for at livestreame fra dronen, så politiet ude på et indsatssted kan livetransmittere til kommandostationen eller til en indsatsbil på stedet.

Overblik fra højden

Fordelene ved at bruge droner er ikke til at komme udenom:

- Den største fordel er, at vi ret hurtigt kan skaffe et overblik fra en anden højde eller fra nogle andre positioner, end vi ellers kan med vores politipatruljer. Og det vil sige, at vi ikke skal bruge helt de samme ressourcer, og vi kan også få nogle bedre sikkerhedsmæssige løsninger til gavn for vores personale, fortæller vicepolitiinspektøren.

Men som lovgivningen er i dag, er der også udfordringer forbundet med brug af droner.

- Ligesom når man bruger udrykningskørsel med en patruljevogn, så har vi også brug for nogle lidt andre regler omkring droner, når vi bruger dem i vores politiopgaver, så vi ikke bliver begrænset af lovgivningen. Derfor har man nu taget skridt til, at man udvikler nogle nye regler, som vi kan bruge som politi, fortæller Kim Munksgaard.

Afstands- og højdekrav er nogle af de områder, de gerne vil have en lovændring inden for, så politiets tilladelser adskiller sig fra andre droneføreres.

Politiet regner med at få en ny drone-udrykningsbekendtgørelse i løbet af sommeren 2018.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.