Kommune sender bøn til forældre: Kom på banen og tag ansvar for jeres børns fulde-fester

Efter flere fester uden forældreopsyn, opfordrer Assens Kommune forældrene til at tale med deres børn om alkohol og fester.

Assens Kommune vil have forældrene til at tale med deres børn om alkohol og fester. Det sker efter flere tilfælde, hvor unge ned til 14 år er mødtes på skoler for at holde fester uden forældreopsyn. (Foto: Michael Bothager © Scanpix)

Unge ned til 14 år, der drikker sig sanseløst berusede uden forældrene ved det.

Det scenarie har udspillet sig flere gange i Assens Kommune i løbet af den seneste tid.

Festerne er blevet holdt ved flere af kommunens skoler, og har karakter af det, der kaldes en åben fest. Det går ud på, at der via sociale medier bliver arrangeret, at man kan mødes og holde en fest. Da det foregår uden for skolernes åbningstid, mødes de unge på skolens grund.

Ved den seneste fest, der fandt sted i Vissenbjerg i sidste uge, fandt SSP-lederen fra Assens Kommune en 14-årig dreng, der havde kastet op i sin egen hættetrøje og var blevet efterladt af sine kammerater.

Det har fået kommunen til at sende et brev til forældre til skoleelever i Assens Kommune - med en bøn: De skal have mere styr på, hvad deres børn laver, mener Lars Kofoed, der er leder af dagtilbud og skole i Assens Kommune.

- Hovedbudskabet er, at forældrene simpelthen er nødt til at komme på banen og tage noget ansvar for, hvad deres unge mennesker foretager sig, siger han og fortsætter:

- Det er for mig at se udelukkende en forældreopgave. Jeg er med på, at man ikke kan fjernstyre en teenager på 16-17 år. Men man skal vide, hvad ens barn på 14 år foretager sig, og man bør tage ansvar, når sådan noget opstår.

Kommunens har også lagt deres appel ud på Facebook:

Det er denne bøn, som Assens Kommune har sendt ud via Facebook. (Screen shot fra Assens Kommunes Facebook-side)

Ny fest fredag aften

Opfordringen fra Assens Kommune blev lagt på Facebook torsdag aften. Det skete efter, at en forælder havde tippet viceskolelederen på Glamsbjergskolen om, at der var planer om en ny "åben fest" fredag aften.

Derfor håber Lars Kofoed, at forældrene vil tage en snak med deres børn om, hvad det er de foretager sig, når de er ude af forældrenes kontrol, og at de skal tage ansvar for hinanden.

- Jeg er med på, at unge mennesker afprøver en masse grænser og foretager sig ting, som forældrene ikke skal vide noget om. Men hvis ikke børnene og de unge tager ansvar for hinanden, så er de ilde stedt, når de begiver sig ud i festlivet, forklarer han.

Lars Kofoed mener nemlig ikke, at det er kommunens opgave at holde opsyn med arrangementer, hvor unge under 18 år drikker alkohol.

- Hvis vi begynder at meddele, at vi stiller personale til rådighed til sådanne uofficielle arrangementer, så er vi både medarrangør og medansvarlig for, hvad der foregår. Det kan vi som kommune ikke være, siger han.

Assens Kommune har varslet politiet om fredagens fest, og Lars Kofoed kan ikke afvise, at både SSP og politi vil kigge forbi.

Facebook
Twitter