Kommuner dropper parkeringskontrol: Man må have en smule tiltro til borgerne

Nyborg og Assens Kommune dropper parkeringskontrollen, og flere kommuner kan være på vej.

Flere kommuner dropper parkeringskontrol på offentlige pladser. Politikere tror ikke, det ender i trafikkaos og parkering på ulovlige områder. (Foto: BENT MIDSTRUP © Scanpix)

Næste gang du triller ind på en offentlig parkeringsplads, behøver du måske ikke bekymre dig om at stille parkeringsskiven eller at købe en billet.

På Fyn har blandt andet Nyborg Kommune og Assens Kommune droppet parkeringskontrollen, og flere kommuner kan være på vej.

Det sker, efter at Fyns Politi fjernede sit korps af parkeringsvagter i en række fynske byer og overlod kontrollen til kommunerne.

Hans Bjergegaard (DF), der er formand for Miljø & Teknikudvalget i Assens Kommune, frygter ikke trafikalt kaos uden kontrollen. Han har tillid til, at borgerne kan håndtere den nye frihed.

- Man må have en lille smule tiltro til borgerne, og så længe der ikke er et problem med overfyldte parkeringspladser og ulovlig parkering, så kan jeg ikke se, hvorfor vi behøver kontrollører, siger han.

For dyrt at drive

Flere østjyske kommuner har også valgt at droppe parkeringskontrollen, da det koster mere at drive kontrollen, end der kan tjene ind på bøder.

Favrskov Kommune har allerede afskaffet kontrol, og Syddjurs Kommune kan være på vej, fortæller Peter Dalgaard (DF), formand for Udvalget for Natur, Teknik og Miljø i Syddjurs Kommune.

- Vi har et underskud på det, og det, synes jeg, er meget mærkeligt. Derfor overvejer vi i udvalget, om ikke det var noget, vi skulle afskaffe, siger Peter Dalgaard til TV2 Østjylland.

En af dem, som er glad for de kontrolfrie parkeringsområder er Leif Wilson Laustsen, som har en slagterforretning i Assens.

- Jeg synes, det er en god ting. Fri parkering betyder noget for vores kunder. De skal have mulighed for at smide bilen og lave en hurtig handel uden at skulle bekymre sig om parkeringskontrol, siger han.

Facebook
Twitter