Konfetti, millionpræmie og pro-spillere: Den tunge e-sport-dreng i klassen rykker ind

PORTRÆT: En af verdens største arrangører af e-sport-turneringer rykker i denne uge til Danmark.

Tag fodbold. Eller håndbold. Og sæt så udviklingen på fast forward gange 20.

For få år siden var e-sport-turneringer i Danmark online-turneringer, hvor de bedste måske sad på et kontor sammen og spillede, og de fleste stadig sad derhjemme og kæmpede om mindre pengepræmier.

Nu: Fans, der buer, hepper og synger i store arenaer. Top-professionelle spillere. Lys, fyrværkeri og konfetti.

I denne uge lægger Odense for første gang dansk jord til en af de rigtig store e-sport-turneringer i verden med en samlet præmiesum på 1 million dollars (6,2 millioner danske kroner).

- I ordets allerbedste forstand så kommer det helt store Counter-Strike-cirkus til byen. De har det hele med – ja, selv konfettikanonen, siger Martin Rosenbæk med et skævt smil.

Han er direktør for hltv.org, der er verdens største site for Counter-Strike, og ifølge ham står ESL bag 80 procent af de turneringer, der afvikles i verden.

Dengang vi dystede om en ramme cocio

ESL, der kommer til Danmark med turneringen Pro League i skydespillet Counter-Strike, er trods kun 17 år på bagen, en grand old man - eller lady - i e-sport-verdenen.

ESL Pro League er en turnering, hvor seks hold fra Europa og seks hold fra USA dyster i computerspillet Counter-Strike. To danske hold har kvalificeret sig: North og Astralis.

- ESL har været med stort set siden starten. De har været med til at bygge e-sport op, da e-sport var ingenting, og vi spillede om en ramme Cocio i en gymnastiksal. De har været med hele vejen, siger Niels ”Rizc” Topp, e-sportkommentator på DR3.

ESL blev grundlagt i Köln i år 2000 og var de første år arrangør af mindre online-events inden for e-sport, men er i dag den største arrangør af alt fra mindre turneringer, nationale mesterskaber til de helt store turneringer og mesterskaber inden for en række e-sports-titler blandt andet Counter-Strike og Leauge of Legends.

Det tyske selskab blev i 2015 købt af mediegiganten MTG, der også står bag Viasat og Youtube-kanalen Splay. ESL har i dag kontorer verden over blandt andet i USA, Kina, Polen, Rusland og Frankrig.

- Det er dem, der arrangerer de største turneringer. Det er dem, der har flest deltagere. Det er e-sportens svar på fodboldens Champions League, siger Ronnie Hansen, seniorkonsulent hos TSE Consulting med speciale i e-sport og den drivende kraft i arbejdet med at trække ESL til Odense.

Og at det stadig er en ung organisation mærkes tydeligt, når man som Ronnie Hansen, der også har været involveret i at skabe musikfestivalen Tinderbox, forhandler med dem:

- I modsætning til for eksempel musikbranchen, hvor alle – inklusive mig selv - stort set er gamle hvide, halvtykke mænd, så er ESL en ung moderne organisation. I ESL kan du rask væk møde en chef på 24 eller 28 år, der rejser verden rundt på businessclass. Alder, køn, farve – alt det, vi ser betyder noget andre steder, har ingen betydning i ESL, fortæller Ronnie Hansen.

Direktør anede ikke Odense fandtes

De seneste sæsoner har finalerne i Pro League været afholdt i London, Dallas og São Paulo – og nu altså Odense.

Senior vicepræsidenten for ESL, Ulrich Schulze havde aldrig hørt om Odense, da byen kontaktede ham for at forhandle om muligheden for at lægge ESL Pro League Season Six Finals i byen.

- Men Danmark har længe været et sted, vi gerne ville udvide til. Det har længe været et stort e-sport-land, som har leveret både gode hold og gode spillere gennem tiden. Så det har hele tiden været indlysende for os, at vi skulle rykke til Danmark. Det var mere et spørgsmål om hvor, og da Odense kom med et tilbud, kunne vi se gode muligheder i det, fortæller Ulrich Schulze.

Det danske hold Astralis er blandt favoritterne til ESL i Odense, efter de spillede en helt tæt finale ved Blast Pro Series for 14 dage siden. (Foto: Helena Kristiansson © Helena Kristiansson)

Andre danske events vil konkurrere

Og ESL er ikke de eneste, der vil have fat i det voksende danske e-sport-publikum. For godt to uger siden havde et helt nyt dansk e-sport-format, Blast Pro Series, debut i Royal Arena i København. Mens ESL Odense varer tre dage, så var arrangementet i København et en-dags-event, der formåede at samle godt 12.000 tilskuere.

Blast Pro Series blev transmitteret af DR3, der satte seerrekord på sendingen og slog både vintersportsbegivenheden X Games og OL i Rio på kanalen.

- Der er udfordrere til ESL, og mon ikke der har siddet nogen fra ESL og fulgt med i det fuldstændig forrygende show fra København og tænkt: Hold da kæft. Men omvendt, så har ESL stadig 35-40 store shows i hele verden. De har en milliardomsætning og har udvidet til stort set alle kontinenter, så de er ikke direkte truet, siger e-sportkonsulent Ronnie Hansen, og fortsætter:

- Men det er klart, at når man er den store dreng i klassen, så vil alle udfordre en. Og de bliver udfordret. Og i e-sport kan det om noget gå virkeligt, virkeligt stærkt, så de skal holde øjnene åbne og kigge sig for, hvis de vil blive ved med at være den største.

Facebook
Twitter