Kræftramte Lars Høgh: 'Udsigterne for min overlevelse var ikke så store, men de er klart større nu'

Lars Høgh blev søndag hyldet af de trofaste OB-fans, da han fik en mur på Odense Stadion. 

Lars Høgh fortæller om sit helbred. Uddrag fra Fodboldmagasinet, DR Sporten.

- Det er kæmpestort at se så mange, der dukker op i dag, som også har støttet mig undervejs i en lidt svær tid.

Sådan lød det fra den fynske målmandslegende Lars Høgh, der blev hyldet før superligakampen på hjemmebanen i Odense mod Vejle i går.

- Jeg fik kemo i torsdags, og jeg er sådan lidt groggy i mit hoved, men ellers har jeg det fint, sagde Lars Høgh.

I sommer oplyste DBU, at Lars Høgh var ramt af kræft og derfor måtte drosle ned på sin målmandstræning med blandt andet fodboldlandsholdet.

- Udsigterne for min overlevelse var ikke så store, men de er klart større nu, og jeg har det godt, sagde den fynske målmandslegende.

Hyldes med en mur

Et fast tilråb på Odense Stadion i mere end tre årtier rettet mod målmanden kunne også høres søndag.

- 1-2-3 Høghen er en mur, sang OB's fans.

Men at Høgh er en mur, er ikke længere kun noget, man kan synge om på Odense Stadion.

Søndag hyldede klubben nemlig sin største spiller gennem tiderne ved at indvie en fysisk mur bag Richard Møller Nielsen-tribunen med billeder af Lars Høgh som en hyldest til legenden.

- Det er en periode af mit liv, som ligger mange år tilbage, men som jeg også er stolt af, siger Lars Høgh.

2019 er desuden jubilæumsår for miraklet i Madrid. Flere af heltene, der sendte Real Madrid ud af UEFA-cuppen en decemberdag for 25 år siden, var mødt op og blev hyldet af OB's fans, sammen med den legendariske mur i målet.

Se muren, som Lars Høgh blev hyldet med på Odense Stadion. Uddrag fra Fodboldmagasinet, DR Sporten den 17/2-2019.

Mere end spil på banen

Det var en glad og taknemmelig Lars Høgh, der stod foran fansene i Odense søndag.

- Fansene betyder sindssygt meget for os spillere, og det får man måske ikke altid udtrykt. Der er så meget magt og power i det. Og de gode energier, der bliver sendt her, bekræfter det bare, sagde en glad Lars Høgh.

Fodboldverdenen kan noget specielt, fordi der er så mange følelser involveret, mener Lars Høgh.

- Det gør mig sindssygt glad, fordi det er det, jeg arbejder med: At fodbolden kan mere end det fine spil, vi ser på banen.

Lars Høgh har med sine 817 kampe spillet flest gange for OB nogensinde.

Facebook
Twitter