Læge bag selvmordsmanual dømt i Højesteret: 60 dages betinget fængsel

To år efter at have stået frem med en manual til selvmord, har den fynske læge fået sin dom.

Hvor går grænsen for, hvor langt vi må hjælpe en anden person til at dø?

Svaret på dét spørgsmål er vi i dag kommet en smule tættere på.

Den fynske pensionerede læge Svend Lings er netop blevet kendt skyldig i medvirken til to selvmord og forsøg på et. Højesteret stadfæster dommen fra landsretten på 60 dages betinget fængsel.

Dommen har han klokken 12 modtaget i sin e-boks.

- Så er det jo sådan, at loven skal forstås. Men det kan jeg ikke leve med. Jeg vil nu genoptage mit rådgivningsarbejde ulovligt, siger Svend Lings.

Selvmordsmanual er omdrejningspunktet

Sagen om Svend Lings begyndte for mere end to år siden, da han under et interview i Radio24Syv fortalte, at han stod bag en udførlig selvmordsmanual til personer med kroniske, psykiske eller livstruende sygdomme.

Det var Styrelsen for Patientsikkerhed, der anmeldte ham på baggrund af udtalelserne. Han fortalte nemlig, at han havde hjulpet flere end ti patienter til at dø.

Svend Lings er formand for netværket 'Læger for aktiv Dødshjælp,' der kæmper for aktiv dødshjælp i Danmark. På deres hjemmeside udgav han manualen, som fortæller læseren, hvilke medicinske redskaber de kan bruge til at begå selvmord.

Sagen sætter grænserne for aktiv dødshjælp i Danmark

Inden Højesteret sendte dommen ud, forklarede juraprofessor ved Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller, at denne sag ikke kun handler om Svend Lings.

- Hvis der bliver en straf, er det en markering af, at det her var over grænsen, siger han og tilføjer:

- Der er store ting på spil. Hvad er det, læger må? Hvor langt må en læge gå, når der er et udpræget ønske om at dø fra en patient?, forklarer Sten Schaumburg-Müller.

Hvis du har tanker om selvmord, kan du anonymt kontakte Livslinjens telefonrådgivning på telefon 70 201 201.