Lægeambulancer giver livet tilbage

Fire ud af ti får et almindeligt liv efter genoplivning, viser ny forskning.

Noah Sølby var fire år, da han fik et tilfælde af falsk strubehoste og lægeambulancen måtte rykke ud. I dag er han 11 år og har et godt liv uden mén. (Foto: Dr Fyn © DR FYN)

Da Noah var fire år, fik han et svært tilfælde af falsk strubehoste og blev reddet af en lægeambulance.

Halsen lukkede sammen, og han kunne ikke trække vejret. Lægeambulancen i Odense rykkede hurtigt ud og behandlede ham med intubation, hvor han fik et plastikrør i halsen, så han igen kunne få luft.

Genoplivede som vender tilbage til livet
  • 40 procent af patienterne kom raske hjem
  • 10 procent kom hjem med nogle eller svære mén
  • 50 procent døde af komplikationer

Tal fra Syddansk Universitet og OUH

Noahs mor er sikker på, at det var gået meget anderledes, hvis ikke lægeambulancen havde været til stede efter kort tid.

- Enten havde vi fået en dybt hjerneskadet dreng, eller også havde han ikke levet den dag i dag, siger Gitte Sølby.

Takket være hurtig hjælp fra lægeambulancen er Noah Sølby i dag en glad 11-årig dreng, som har haft et godt liv uden mén efter hændelsen.

Ny forskning med gode resultater

Noah Sølby er ikke den eneste, som har haft stor glæde af lægeambulancen.

Ny forskning fra Syddansk Universitet viser, at fire ud af ti bliver udskrevet til eget hjem efter behandling med genoplivning fra en lægeambulance tilknyttet Odense Universitetshospital.

Forskningen viser også, at omkring halvdelen af patienterne døde på hospitalet og ca. en tiendedel overlevede med moderate eller svære følger.

Det er Søren Stilling Mikkelsen, overlæge på Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling og ansvarlig for lægeambulancen på Odense Universitetshospital, der står bag forskningen.

I alt 700 patienters skæbne efter mødet med de fynske lægeambulancer i årene 2006 til 2012 er blevet undersøgt i ph.d.-afhandlingen, og resultatet er godt nyt.

- Jeg var lidt nervøs for, at vi genoplivede patienter, hvor hjertet virkede, men hjernen måske havde taget skade. Men resultatet er glædeligt, siger Søren Stilling Mikkelsen.

Hurtig hjælp er god hjælp

Selvom det først og fremmest er lægerne, der kan tilskrives ære for, at 40 procent af de 700 borgere i dag har et værdigt liv at stå op til, så kan vi alle være en vigtig faktor.

Udover genoplivning med lægeambulancen kan hurtig førstehjælp nemlig også være med til at redde endnu flere patienter.

- Hvis forbipasserende yder basal førstehjælp, så får vi få endnu bedre resultater, siger Søren Stilling Mikkelsen.

Noahs far tænker tit tilbage på episoden, hvor Søren Stilling Mikkelsen reddede hans søns liv.

- Han var meget dygtig, og jeg er ham evigt taknemmelig, siger Lars Sølby.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.