Længere åbningstider i institutioner skal lokke tilflyttere til Faaborg-Midtfyn

Udvidede åbningstider giver bedre rammer til familier, og skal gøre kommunen attraktiv.

Udvidede åbningstider i institutioner skal lokke flere tilflyttere til Faaborg-Midtfyn Kommune. Derfor tilbyder alle institutioner længere åbningstid. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Det kan være en udfordring at få afleveret børnene i institution og nå på arbejde til tiden.

Derfor tilbyder en lang række kommuner, at en eller flere institutioner kan have forlænget åbningstid.

En af de kommuner er Faaborg-Midtfyn.

Som den eneste på Fyn tilbyder alle kommunens institutioner en fleksibel ordning, så familielivet kan passes sammen med karrieren. Her kan åbningstiden reguleres, hvis forældrene har brug for det.

- Familier i dag er ofte pressede af at skulle aflevere og hente deres børn. Folk arbejder på alle mulige tidspunkter, og det kan være rigtig vanskeligt at få det til at passe sammen, fortæller Kim Aas Christensen (S), der er formand for opvækst- og læringsudvalget i kommunen.

- Derfor synes vi i Faaborg-Midtfyn, at det er vigtigt, at familier får mulighed for at skabe de rammer, der passer bedst til dem, siger han.

De seneste fem år er der sket en markant stigning i antallet af kommuner, som forsøger at lette hverdagen for forældre med skæve arbejdstider ved at tilbyde daginstitutioner med udvidede åbningstider.

Det viser en rundspørge, som DR Nyheder har foretaget, og som 83 af landets kommuner har besvaret.

Skal lokke nye til

De udvidede åbningstider i børnehaver eller vuggestuer kan være med til at lokke flere tilflyttere til en kommune. Det mener man i Faaborg-Midtfyn, hvor man har et mål om at få 2000 nye borgere til kommunen.

- Noget af det mange familier efterspørger, når de skal finde et nyt sted at bo, det er, hvordan det kan gå op med at få passet ens børn, siger Kim Aas Christensen.

Ordningen, der sidste år kostede 1,5 millioner kroner, har derfor høj prioritet hos kommunen.

Tilbagemeldingerne har været yderst positive, og derfor håber Kim Aas Christensen, at flere vil benytte sig af tilbuddet.

- Det giver bedre rammer for at få familielivet til at hænge sammen, siger han.

FacebookTwitter