Landmænd bruger færre pesticider i varmen

Tørt og varmt vejr har sænket forbruget af pesticider med omkring 15 procent. Men der skal mere til, før det kan mærkes i naturen.

Carsten Hedegaard er en af de landmænd, der brugt færre pesticider i det varme vejr. (Foto: Cindie Madsen - DR Fyn)

For mange danske landmænd går sommeren 2018 ikke over i historien som en, de gerne vil huske.

Men som bekendt er intet jo så skidt, at det ikke er godt for noget.

Det er dejligt, for det er ikke fordi, vi synes det er sjovt at ligge og køre derude med sprøjten.

Hans Boesen

Det lave udbytte i høsten kan nemlig ses i den mængde af pesticider, som de danske landmænd har brugt i år.

- Jeg vil vurdere, at vi på grund af den tørre sommer har sparet mellem 10 og 15 procent på pesticidforbruget. Det svarer til omkring 40.000 kroner, siger Hans Boesen, der er landmand i Veflinge på Nordfyn og fortsætter:

- Det er dejligt, for det er ikke fordi, vi synes det er sjovt at ligge og køre derude med sprøjten. Men vi gør det, fordi vi gerne vil producere nogle sunde fødevarer til forbrugerne og til vores dyr. Men vi er godt tilfredse med ikke at køre så meget derude.

Hos Carsten Hedegaard, der er landmand i fynske Ørbæk har man også oplevet et mindre forbrug af pesticider.

- Vi har sprøjtet 10-12 procent mindre. Det er den sidste sprøjtning, vi har sparet. Det er altid dejligt, når vi ikke skal ud at sprøjte, da det sparer både tid og penge, siger Carsten Hedegaard.

Carsten Hedegaard har brugt 10-12 procent færre pesticider til sine afgrøder i år. (Foto: Cindie Madsen - DR Fyn)

Lavt udbytte giver lavt forbrug

Årsagen til det lave forbrug er en direkte konsekvens af det varme vejr.

Normalt er pesticidforbruget størst i foråret. Men som følge af det tørre vejr sidst på foråret har de danske landmænd ikke haft behov for at sprøjte så meget, som man normalt ville gøre.

- Det er en selvfølge, at når man har et lavt udbytte, så er der også mindre, man skal investere i sine afgrøder, og så er det helt naturligt, at man nedsætter forbruget af pesticider og gødning, forklarer Karen Linddal Petersen der er chefkonsulent i Patriotisk Selskab, der rådgiver landmænd i hele Danmark.

DR har været i kontakt med DLG og Danish Agro, der står for en stor del af salget af pesticider til de danske landmænd.

Det er jeg meget positiv over, vi mennesker skal jo heller ikke have medicin, hvis vi ikke er syge

Carsten Hedegaard

DLG skriver i en mail, at de i år har oplevet en stor nedgang i salget af netop pesticider, sammenlignet med en sæson, hvor der er normale vækstbetingelser.

Danish Agro skriver, at de har oplevet et fald på 20 procent i salget af pesticider de første syv måneder af 2018 sammenlignet med samme periode sidste år.

Hvis det varme vejr bliver en fast del af den danske sommer, kan de danske landmænd se frem til at bruge færre sprøjtemidler i fremtiden.

- Vi sprøjter kun, når planterne er syge, og så kan det godt være, at vi kommer til at sprøjte lidt mindre. Det er jeg meget positiv over, vi mennesker skal jo heller ikke have medicin, hvis vi ikke er syge, siger Carsten Hedegaard.

Gør ingen forskel for naturen

I Danmarks Naturfredningsforening ser man positivt på årets lave forbrug af pesticider.

På kort sigt vil der kunne ses en positiv effekt på overfladevandet på søer og vandløb. Her er der nemlig kortere afstand mellem tidspunktet for, hvornår der bliver sprøjtet og tidspunktet hvor der er en risiko for, at det bliver udvasket, og hvor koncentrationen af sprøjtegift i vandet derfor kan være højere.

For grundvandet vil det ikke gøre nogen forskel, at der er et enkelt år, hvor man sprøjter mindre

Rikke Lundsgaard

Men der skal dog mere til, før det for alvor har en effekt på naturen.

- Det skal være flere år i træk, og det skal være en voldsom reduktion og ikke nok med 10-20 procent. For grundvandet vil det ikke gøre nogen forskel, at der er et enkelt år, hvor man sprøjter mindre, fortæller Rikke Lundsgaard, der er seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, og uddyber:

- For biodiversiteten med sommerfugle, bier og planter vil det heller ikke gøre en forskel med et enkelt år, der skal være en meget længere indsats.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.