Landmand om regeringens hjælpepakke: Glæder mig over, at man ser alvoren i øjnene

Samtidig med at regeringen fremlægger en hjælpepakke til landmændene, har organisationen Landbrug og Fødevarer indkaldt landboforeningerne til krisemøde.

Torben Povlsen er landmand i Frørup på Fyn. Han er glad for, at regeringen begynder at se alvoren i øjnene i forhold til tørken. (Foto: Anne Mette Thrane - DR Fyn)

Det er den værste tørke i hundrede år.

Det mener organisationen Landbrug og Fødevarer, som har indkaldt formændene for landets landboforeninger til et krisemøde i København torsdag.

En af dem er Torben Povlsen, der er landmand og bestyrelsesformand i rådgivningsvirksomheden Centrovice, der har hjemme i Vissenbjerg på Fyn.

- Det er vigtigt, at vi får kigget på, hvordan vi kommer videre på en god måde, og det tænker jeg, vi kan få nogle gode indspark til på mødet, siger han til DR Fyn.

Torben Poulsen, der har svineproduktion, har som de fleste andre landmænd oplevet, at tørken har haft store økonomiske konsekvenser for forretningen i år.

- Jeg har et dårligere bytteforhold, og det betyder, at jeg skal finde nogle flere penge til at købe svinefoder med, fordi jeg ikke kan høste mine egne afgrøder, siger han.

Hjælpepakke med nye tiltag

På krisemødet hos Landbrug og Fødevarer her til formiddag fremlægger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) en hjælpepakke, der indeholder en række tiltag for de danske landmænd.

Regeringens hjælpepakke falder på et tørt sted, mener Torben Povlsen.

- Vi er glade for, at man ser alvoren i øjnene, og at man begynder at arbejde med de tiltag, der er, siger han.

På grund af sommerens lange tørkeperiode forventer man, at de danske landmænd vil miste i omegnen af 6,4 milliarder kroner.

Et af tiltagene i hjælpepakken er, at landmændene kan vente med at så efterafgrøder til efteråret. Oprindeligt hed skæringsdatoen 20. august, men på grund af vejrsituationen har regeringen besluttet, at landmændene nu har frem til foreløbigt 3. september til at så efterafgrøderne.

- Det er en stor hjælp, at vi ikke skal ud at så noget, der ikke kan blive til noget alligevel, siger Torben Povlsen.

For ham som svineproducent får regeringens hjælpepakke ikke de store konsekvenser, mener Torben Poulsen, men han håber på, at der bliver plads til flere tiltag.

- Den hjælpepakke her hjælper specielt kvægproducenterne, fordi de kan bruge nogle af de afgrøder, der kommer, til kvægfoder. Jeg er spændt på at høre, hvordan ministeren får fremlagt det, og på at finde ud af, om han er lydhør over for, at der er behov for flere tiltag, siger han.

For at undgå en lignende krisesituation har Torben Povlsen selv nogle ønsker for fremtidens danske landbrug.

- Jeg vil gerne gøre det danske landbrug mere robust. Jeg vil gerne have, at vi selv tjener så mange penge, at vi kan stå imod et vådt år, et tørt år og et år, hvor priserne går ud af markedet. Men det kræver, at vi har nogle konkurrencevilkår i Danmark, som gør, at vi kan konkurrere med resten af verden, siger han.

Facebook
Twitter