Landsbyer går mod strømmen - får flere tilflyttere

Mens danskerne ikke kan komme hurtigt nok ind og bo i den nærmeste storby, har syv danske landdistrikter vendt udviklingen. De har oplevet befolkningsfremgang.

I de fleste landsbyer i Danmark sivebløder befolkningstallet. Men det er lykkedes for landsbyer i syv af landets kommuner at vende udviklingen.

Naturen. Det er en af de væsentligste årsager til at syv landsogne i Danmark stik imod alle andre tendenser oplever at få flere indbyggere.

Skårup i Svendborg Kommune på Sydfyn har oplevet, at få 10 procent flere indbyggere på 7 år, viser en Momentum-opgørelse som Kommunernes Landsforening har lavet. 248 ekstra borgere er flyttet til byen midt i den smukke sydfynske natur.

- Jeg kommer fra en lejlighed i København og har boet her i fire år. Jeg fornemmede hurtigt, at det her var et dejligt sted at bo med en god stemning. Man bliver et godt menneske af at være her, siger Ida Fonsbøl, byens sognepræst.

Naturen lokker

Landsbyforsker Pia Heike Johansen fra Syddansk Universitet har kigget på, hvad der trækker folk ud i landsognene.

- De lokker med god adgang til naturen, så folk let kan komme ud i naturlige omgivelser i deres dagligdag, siger hun.

Skårups unge præst er glad for den smukke natur, men også for en masse fællesskab og foreningsliv i den sydøstfynske by. Hun siger selv, at hun er blevet revet med af byens stemning.

Foreningslivet fastholder folk

- Her er masser af børn og unge mennesker. Vi er ikke bare nogen gamle tudser, der sidder herude. Foreningslivet blomstrer og det er lige fra pensionistforeningen til det nye idræts- og kulturhus, siger Ida Fonsbøl.

Ifølge landsbyforsker Pia Heike Johansen er det ikke foreningslivet, som trækker folk til landsbyerne. Men hun mener, at det kan være med til at fastholde dem.

Det er Halsnæs, Holbæk, Odder, Slagelse, Struer, Svendborg og Sønderborg som har landdistrikter, der er vokset siden 2007.

Facebook
Twitter