Langelands turistbranche frygter fremtiden: 'Vi har en regering, der vil lukke en hel ø'

Et nyt udrejsecenter på Sydlangeland vil smadre turismen, lyder det.

Onsdag eftermiddag gik borgerne i Bagenkop til kamp mod det nye udrejsecenter, Holmegaard. (Foto: Henrik Nybo Mikaelsen © Scanpix)

Samtlige 15 kommunalpolitikere i Langeland Kommune er imod det kommende udrejsecenter, som regeringen i går meldte ud skal placeres på ejendommen Holmegård ved Bagenkop på Sydlangeland.

Og også blandt dem, som lever af turismen, er der bekymring.

Blandt andet hos Langelandsfortet, der med 61.000 årlige besøgende er en af Langelands største turistattraktioner, frygter de konsekvenserne af deres nye naboer.

- Jeg frygter, at det vil gå ud over besøgstallene. Vi er meget afhængige af økonomien, og vi kan ikke bære, at det går ned. Det rammer ikke bare os, men hele øen, siger Per Henrik Hansen, der er leder af Langelandsfortet.

Tidligere var Langelandsfortet en del af den kaserne, hvor udrejsecentret fremover kommer til at huse de udviste kriminelle asylansøgere.

Og med blot få hundrede meter mellem udrejsecentret og museet har det allerede givet utryghed blandt personalet. Langelandsfortet er nemlig ikke hegnet ind og dækker et areal på 11 hektar med underjordiske bunkers.

- Mit personale har allerede udvist en stor bekymring for at gå rundt og lukke ned om aftenen, for det er et åbent museum. Alle kan gå ind og ud, som det passer dem. Det betyder, at asylansøgerne også kan det, hvis de vil, siger Per Henrik Hansen.

Derfor mener han ikke, at Holmegaard er den rigtige placering til et udrejsecenter.

- Jeg kender ikke kriterierne for den her placering, men man kunne have tænkt på, at der er en by i rivende udvikling sydpå og et museum lidt klos op ad, siger han.

Spisesteder frygter for deres forretning

I Bagenkop bor der knap 500 borgere, og stemningen blandt dem er ikke til at tage fejl af; de 130 kommende beboere på Holmegaard vil fylde for meget – og på en negativ måde.

Det mener blandt andre Flemming Johansen, der ejer Bagenkop Kro.

- Jeg frygter, at det vil ødelægge min forretning. Det er urimeligt, at vi skal påføres sådan en udefrakommende ting, som vi ikke har nogen indflydelse på, siger han.

Sidste år havde han 20.000 overnatninger, og i øjeblikket er alt udsolgt med 110 gæster indlogeret på hans hotel.

Men sådan vil det ikke fortsætte. Han har nemlig allerede nu taget en beslutning om, at han lukker kroen, når udrejsecentret åbner.

- Vi kan ikke leve med den frygt, der er i folk hernede. Vi kan ikke garantere deres sikkerhed. Jeg kan ikke garantere mine medarbejderes sikkerhed eller over for mine gæster. Så på sigt er det farvel med Bagenkop Kro, siger han.

Flemming Johansen ejer Bagenkop Kro. Han frygter for sine medarbejderes sikkerhed og vil lukke kroen, når udrejsecentret åbner. (Foto: Unknown © Scanpix)

Han afviser, at det er en forhastet beslutning. Byen har nemlig allerede erfaring med asylansøgere, da der på netop Holmegaard tidligere har ligget et asylcenter.

- Der er ingen grund til at se tiden an. Vi har haft asylansøgere hernede før, og det gav en utryghed i byen, som hverken politi eller andre kan sikre os imod. Vi har en regering, der vil lukke en hel ø. De giver os en frygt, som vi slet ikke kan håndtere, siger han.

Hos kollegerne på spisestedet Havnen i Bagenkop, er stemningen ikke bedre.

Nina Kromann åbnede restauranten kort før påske, og for hende var nyheden om udrejsecenteret en mavepuster, som har givet dårlig nattesøvn.

- Jeg har ikke sovet så meget i nat. Jeg er faktisk lidt rystet, og der går så mange tanker igennem hovedet. Både i forhold til min familie og min nye restaurant, siger Nina Kromann.

Nina Kromann har restaurant Havnen i Bagenkop. Hun frygter for, hvad et udrejsecenter kommer til at betyde for byen og hendes restaurant. (Foto: Thomas Dinsen © Scanpix)

Hun er kommet godt fra start, men nu tvivler hun på, hvordan fremtiden kommer til at se ud.

- Vi har haft fremgang med turisme og salg af huse. Men jeg er bange for, at de ikke længere vil købe vores huse, og så har jeg heller ikke nogen gæster i min restaurant, siger Nina Kromann.

Vil koste på hussalg og sommerhusudlejning

Netop hussalget har i mange år været en stor udfordring med lange liggetider og priser helt i bund.

Frede Volf Sørensen har været ejendomsmægler på Langeland siden 1972, og han mener, den dårlige omtale og utryghed vil koste på boligmarkedet.

- Det kan ikke undgås. Og mere end man måske forestiller sig. Hvis der bliver sat salgsopstilling op med postadresse i Humble og Bagenkop, så er der næsten ingen tvivl om, at man får spørgsmål om, hvad det er for noget, siger Frede Volf Sørensen.

Også Britta Andersen, der er formand for Langelands Turist- og Erhvervsforening, mener, at udrejsecentret vil give udslag på boligmarkedet.

- Hvis man står og skal vælge mellem to steder, og man skal vælge mellem Langeland og et udrejsecenter - eller Ærø. Så ved jeg da godt, hvad jeg ville vælge, siger hun.

Tesfaye: Det er ikke en sjusket beslutning

Ejer af Bagenkop Kro, Flemming Johansen, er klar til at tage den store tegnebog op af lommen, når udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i eftermiddag kommer til Langeland for at deltage i et borgermøde. Kroejeren vil nemlig gerne byde sig til som køber af Holmegaard.

- Jeg synes, det er synd, han har købt Holmegaard deroppe, hvis han ikke skal bruge den til noget, så vi vil gerne tilbyde ham at købe den, siger Flemming Johansen.

Udlændingemyndighederne overtager bygningerne 1. juni, og selv om Mattias Tesfaye godt kan forstå længelændernes utilfredshed, holder han fast i, at det er den rigtige beslutning.

- Det er ikke en sjusket beslutning, som er truffet. Vi er godt klar over, at den er alvorlig, og jeg er med på, at der er gode argumenter for, at det ikke skal ligge på Langeland. Der er bare også rigtig gode argumenter for, at det ikke skal ligge i Ringkøbing eller Tønder eller Hvidovre, siger han.

Der er varslet en demonstration, når Mattias Tesfaye i eftermiddag besøger Langeland.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk