Lettelse på Vestfyn over linjeføring: Det er en god dag

Virksomheder og borgere på Vestfyn glæder sig over udsigten til en nordlig linjeføring af den vestfynske jernbane. Så slipper de nemlig for togskinner i baghaven.

Beboerformand Otto Greve er lettet over, at linjeføringen ikke kommer til at gå igennem Skallebølle. (Foto: Malou Freimann Olesen - DR Fyn)

Beboerne i flere småbyer på Vestfyn åndede i dag lettede op efter et flertal uden for regeringen besluttede at bygge Vestfyns nye jernbane nord for motorvejen.

Flertallet har dermed valgt ikke at lytte til anbefalingen fra Vejdirektoratet om at bygge den nye jernbane syd for motorvejen, selv om den løsning ville være 450 millioner kroner billigere.

- Det er en rigtig stor dag. Ikke kun for os i Skallebølle, men også for beboerne i Nørre Aaby og for industriområdet i Ejby, siger Otto Greve, der er formand for Skallebølle Beboerforening.

I fire år har borgere og erhvervsliv i Skallebølle levet med usikkerheden om, hvorvidt der skulle anlægges en jernbane lige gennem byen, fortæller beboerformand Otto Greve:

- Vi har ligget i stampe. Det har været svært at sælge ejendomme og huspriserne er faldet. Nu har vi endelig fået afklaring på det, siger han.

Frygten for ikke at kunne sælge sin ejendom er også noget der har bekymret Poul Hansen, som er beboer i Skallebølle.

- Min kone og jeg går snart på pension, og det betyder, at vi skal sælge huset inden for et par år. Havde det blevet den sydlige rute, der var blevet valgt, så havde vi nok ikke fået det solgt, siger han.

Henrik Kristensen - Direktør for firmaet Danlad (Foto: Malou Freimann Olesen - DR Fyn)

Direktør for firmaet Danlad, der ligger i Ejby, Henrik Kristensen fortæller, at firmaet nu kan se fremad igen, og at beslutningen kommer til at betyde flere arbejdspladser og vækst i området.

- Nu kan vi forhåbentlig få den byggetilladelse, vi har fået afslag på to gange. Vi vil have bygget til og udvide vores fabrik med 1500 kvadratmeter, og det kommer til at betyde flere arbejdspladser, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk